torsdag den 26. februar 2015

Hov, der var bogudsalg!


Jeg køber næsten alle mine bøger i Politikens Boghal. Udover at den butik bare virkelig giver én lyst til at shoppe amok i bøger, så får jeg også 15 procent rabat, fordi jeg holder Politiken i weekenden. Det kan en jyde som mig selvfølgelig godt lide, og måske kan de penge, jeg sparer, næsten betale for mit avisabonnement (arhh, nok ikke helt)…



Men det er altså virkelig nemt at blive fristet til at købe nye bøger, når de er stillet så lækkert op! Bøger i lange baner – man får lyst til at købe dem alle, så man får en stue, der ser sådan ud!



I dag var jeg så forbi, fordi jeg ville have fingre i Stine Pilgaards nye bog Lejlighedssange. Jeg ville egentlig købe den forleden, men så gik der kronologi i mig, og jeg endte med i stedet at købe hendes første bog Min mor siger, som jeg aldrig har fået læst. Det gør jeg så nu, og indtil videre er jeg så begejstret for den, at jeg har anskaffet mig Lejlighedssange (mere om dem begge senere her på bloggen).

Jeg ville også have fat i Lena Dunhams Not that kind of girl. Eller rettere: Ikke den slags pige (det lyder bare ikke lige så fedt på dansk!). Jeg vidste, at den udkom på dansk i dag, og indrømmet - jeg er bare for doven til at læse bøger på engelsk. Det er givet vis federe, og det ville nok også gøre noget godt for mine engelskkundskaber, der er ved at være lidt støvede. Men rent ud sagt er jeg bare lidt fremmedsprogligt doven. Jeg glæder mig til at gå i gang med hendes bog, for jeg er stor Girls-fan, og jeg synes, hun er en sej kvinde, der ikke er bange for vise sig fra sine grimme sider. Det er meget befriende - en perfekt rollemodel, og hvis jeg kunne vælge en kendt person, jeg måtte være veninde med, skulle det være hende (eller Hella Joof).

Tilbage til Boghallen. Det viste sig minsandten, at det store bogudsalg er skudt i gang. Det var helt gået min næse forbi. Ofte synes jeg dog ikke, der er så meget spændende at komme efter i bogudsalgene, men jeg kunne selvfølgelig ikke undlade at snuse lidt i bøgerne, og jeg faldt over en italiensk kogebog af Nigella Lawson. Hende er der vist mange mænd, der kan lide, og pæn ser hun da også ud. Opskrifterne så nemme ud, og vigtigst af alt så de ikke ud til at kræve alle mulige spidsfindige ingredienser, jeg ikke kender.

For resten – apropos Lena Dunham. På udsalg var også Caitlin Morans Kunsten at være kvinde til kun 60 kroner. Glimrende humoristisk feministbog. Så tippet er hermed givet videre!

onsdag den 25. februar 2015

Læseklubben læste Helle Helle: Hvis det er




Lad det være sagt med det samme: Jeg elsker Helle Helle! Så meget, at jeg skrev tredjeårs-opgave om hende i gymnasiet, og hver gang hun udgiver en ny bog, fiser jeg ud og køber den og læser den med det samme. Denne gang fik hun dog lige lov til at vente nogle måneder. Årsagen er, at jeg er med i en lille læseklub, hvor vi mødes hver anden måned. Vi havde aftalt at kaste os over Helle Helle, så jeg gik og gemte hende til ugen op til mødet. Hun er jo ret hurtigt læst.

Hvis det er handler om to mennesker, der farer vild i en skov. De forsøger at finde ud af skoven, men de har egentlig ikke specielt travlt med det (jeg mener: De farer vild i et par dage, og så store skove er der da heller ikke i Danmark!). Fortælleren er en mand. Det har jeg ikke læst hos Helle Helle før. Det havde de andre i bogklubben heller ikke, og et par af de andre fortalte, at det først sent var gået op for dem, at det var en mand. Det betyder alligevel en del for, hvordan man læser bogen. Jeg må da også indrømme, at den eneste grund til, at jeg vidste det fra starten, var, at jeg havde læst et par anmeldelser, hvor det blev afsløret.

Undervejs i fortællingen hører vi kvindens livshistorie. Man kan næsten få indtrykket af, at hun snakker uafladeligt, for hvis man prøver at læse hendes historie højt, er det faktisk ret talesprogsagtigt gengivet. Dog i tredjeperson.

Jeg er meget begejstret for Hvis det er. Mere end jeg var for Dette burde skrives i nutid og Ned til hundene. Måske fordi jeg fik mulighed for at diskutere bogen i bogklubben - sjovt nok bliver bøger ofte lidt bedre, når man har diskuteret dem med andre og set nye aspekter i dem. Det fede ved Helle Helle er, at hun jo er knastør og zoomer ind på små dagligdags ting. Og når man virkelig læser efter, er hun faktisk enormt morsom. Prøv fx lige at høre denne passage:

”Hun kender ham tilbage fra folkeskolen, hans far var barber og meget hidsig. Som teenagere tog de nogle gange til Aalborg sammen, de gik i trævareboden og flipperbutikker, de købte røgelsespinde og sivmåtter. På et tidspunkt havde de deres egen mode, maosko med skisokker uden på bukserne. De var på riskur i over to uger, de fik ikke andet end ris og gulerødder, de var helt gule til sidst. Torbens far var meget imod det. Det var, kort tid før han døde, det ved hun, for Torben var stadig gul i kirken.”

Jeg fangede ikke den sidste sætning, første gang jeg læste bogen. Det var faktisk først, da vi under bogsnakken lige skulle have genopfrisket, hvem Torben nu var, at det gik op for mig, hvor underspillet komisk, det er. Helle Helle rammer simpelthen så spot on i forhold til, hvordan vi mennesker nogle gange husker tingene, og hvornår noget skete. Og det er meget symptomatisk for hendes måde at skrive på. Teksten er meget nærværende, og hun forfalder ofte til små detaljer og betragtninger – ligesom vi selv gør det i små øjeblikke i hverdagen.

Helle Helle er kendt for sin minimalisme, hvor rigtig meget fortolkning er overladt til læseren. Derfor kunne vi faktisk også diskutere bogen ret længe i læseklubben, selv om de fleste af os måske gik til mødet med tanken ”hvad pokker kan vi vride ud af den bog?” Det lykkedes os dog at vride ganske meget ud af den.

Jeg kan klart anbefale den, og jeg overvejer sågar at læse den en gang til for at få alle de små detaljer med, som jeg ikke fangede i første omgang. Og jeg læser ellers aldrig en bog to gange.

søndag den 22. februar 2015

Goddag med dig og velkommen til!

Jeg er svært glad for bøger. Både for at have dem i min bogreol, til at hyggelæse inden jeg skal sove, til en regnfuld søndag og når jeg skal tilbagelægge større afstande med DSB eller sågar i en flyver på ferie.

Derfor har jeg gennem noget tid gået og pønset på at lave en blog. Om bøger. De bøger jeg læser og de bøger, jeg har læst. Hvis du ligesom mig er glad for dansk og generelt nordisk litteratur, så håber jeg, at du kan lide min blog og kan føle dig inspireret.

Du får ikke nødvendigvis den mest dugfriske litteratur – det er mere et miks af de bøger, jeg læser for tiden – nye som ældre. Det er trods alt også begrænset, hvor mange splinternye bøger, man kan nå at læse, når man samtidig skal passe et fuldtidsjob. Så jeg håber, at du vil betragte det her som en inspirationskilde.

Jeg læser meget forskelligt. Derfor får du sikkert indimellem nogle alternative ”anmeldelser” her på bloggen. Fx planlægger jeg at bruge de sidste vinteraftener på at læse lidt i de bøger, jeg har rekvireret mig om altanplanter. Min botaniske ambition for 2015 er nemlig at give Marianne nede fra 1. th. baghjul på plantefronten.

Men mine yndlingsbøger er nu en gang romaner, så det er dem, du kan læse mest om. Som nævnt havner de danske romaner tit på mit natbord. Næstefter det er det nok de norske, der finder vej til mit hjem. Det hænder også, at jeg læser amerikanske romaner, men hvis jeg skal være ærlig, mener jeg, at de amerikanske forfattere har en uskik med at skrive alt for langt – både for lange bøger og for lange sætninger.

Hvem er jeg så udover det? Jeg er 30 og uddannet journalist. Jeg arbejder som kommunikationskonsulent i en it-afdeling i en stor virksomhed. Der skriver jeg tekster af en helt anden karakter end her, og det bliver hurtigt temmelig corporate. Måske var det også derfor, at jeg fik lyst til at skrive om bøger – for at skrive på en lidt anden måde, end det jeg gør til daglig.

Nu er jeg i hvert fald i gang. Tak for at du hang ved så langt. Stay tuned!

Bedste hilsner

Lene