torsdag den 26. februar 2015

Hov, der var bogudsalg!


Jeg køber næsten alle mine bøger i Politikens Boghal. Udover at den butik bare virkelig giver én lyst til at shoppe amok i bøger, så får jeg også 15 procent rabat, fordi jeg holder Politiken i weekenden. Det kan en jyde som mig selvfølgelig godt lide, og måske kan de penge, jeg sparer, næsten betale for mit avisabonnement (arhh, nok ikke helt)…



Men det er altså virkelig nemt at blive fristet til at købe nye bøger, når de er stillet så lækkert op! Bøger i lange baner – man får lyst til at købe dem alle, så man får en stue, der ser sådan ud!



I dag var jeg så forbi, fordi jeg ville have fingre i Stine Pilgaards nye bog Lejlighedssange. Jeg ville egentlig købe den forleden, men så gik der kronologi i mig, og jeg endte med i stedet at købe hendes første bog Min mor siger, som jeg aldrig har fået læst. Det gør jeg så nu, og indtil videre er jeg så begejstret for den, at jeg har anskaffet mig Lejlighedssange (mere om dem begge senere her på bloggen).

Jeg ville også have fat i Lena Dunhams Not that kind of girl. Eller rettere: Ikke den slags pige (det lyder bare ikke lige så fedt på dansk!). Jeg vidste, at den udkom på dansk i dag, og indrømmet - jeg er bare for doven til at læse bøger på engelsk. Det er givet vis federe, og det ville nok også gøre noget godt for mine engelskkundskaber, der er ved at være lidt støvede. Men rent ud sagt er jeg bare lidt fremmedsprogligt doven. Jeg glæder mig til at gå i gang med hendes bog, for jeg er stor Girls-fan, og jeg synes, hun er en sej kvinde, der ikke er bange for vise sig fra sine grimme sider. Det er meget befriende - en perfekt rollemodel, og hvis jeg kunne vælge en kendt person, jeg måtte være veninde med, skulle det være hende (eller Hella Joof).

Tilbage til Boghallen. Det viste sig minsandten, at det store bogudsalg er skudt i gang. Det var helt gået min næse forbi. Ofte synes jeg dog ikke, der er så meget spændende at komme efter i bogudsalgene, men jeg kunne selvfølgelig ikke undlade at snuse lidt i bøgerne, og jeg faldt over en italiensk kogebog af Nigella Lawson. Hende er der vist mange mænd, der kan lide, og pæn ser hun da også ud. Opskrifterne så nemme ud, og vigtigst af alt så de ikke ud til at kræve alle mulige spidsfindige ingredienser, jeg ikke kender.

For resten – apropos Lena Dunham. På udsalg var også Caitlin Morans Kunsten at være kvinde til kun 60 kroner. Glimrende humoristisk feministbog. Så tippet er hermed givet videre!

2 kommentarer:

  1. Hej Lene!
    Nu fandt jeg ud af det. Nåh, så du mener ikke en mor er kritisk nok.

    SvarSlet
    Svar
    1. En mor er præcis så kritisk, som en mor skal være:-)

      Slet