søndag den 1. marts 2015

Dagens anbefaling: Mathilde Walter Clark: Grumme historier


Hvis jeg kun skulle skrive indlæg på bloggen, hver gang jeg havde en læst en ny bog, ville der vist blive nogle perioder med lige lovlig lang radiotavshed. Derfor introducerer jeg nu konceptet: Dagens anbefaling - som dog ikke bliver en daglig aktivitet. Første bog er af Mathilde Walter Clark.



Jeg håber nemlig snart, hun skriver nogle flere bøger. Grumme historier er i hvert fald en novellesamling, der er blevet min nye værtindegave. Jeg har nemlig foræret Erlend Loes Doppler til så mange, at jeg ikke længere har styr på, hvem der har fået den. Her er 14 noveller – fantastisk ferielitteratur. MWC skriver i et originalt sprog, og hendes noveller her er groteske, mærkelige, overraskende og vældigt underholdende. Prøv at hør en gang:

En af novellerne handler om, at fiskehandlerens kone langsomt bliver til en fisk

En anden af novellerne handler om en stor hvid hval, der strander i en lille kedelig by. Pludselig bliver hvalen byens vartegn med boder, t-shirts og anden merchandise, mens den stakkels hval bare ligger og bliver mere og mere syg og rådden. Men det tager ingen sig af, fordi de hellere vil se deres by blive berømt. 

Og så er der madanmelderen, som mister en legemsdel, hver gang han nyder et godt måltid mad, og til sidst har han kun sin mund tilbage. Så meget sætter han pris på god mad.

MWC har virkelig en livlig fantasi, og det er, som om novellerne har noget ironisk over sig. For eksempel madanmelderens snobberi, der sender tankerne hen på hypen omkring nordisk mad, michelinstjerner og deslige. Eller historien om hvalen, hvor jeg personligt husker tilbage på al den leben, der pludselig blev omkring Vejle Fjord, da Hvalborg strandede der for nogle år siden.

Historierne kan sagtens tåle at blive læst flere gange – faktisk har jeg lige læst nogle af dem igen, og jeg fik mere ud af dem anden gang. Og så har de tilfredsstillende slutninger uden at være forudsigelige.

Der er jo også bare noget overskueligt ved novellesamlinger – det er hurtige at læse, og man behøver ikke at læse dem alle sammen på én gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar