lørdag den 11. april 2015

Tak for bogen og digtet, Klaus Rifbjerg!


Ingen lever for evigt. Heller ikke Klaus Rifbjerg, der ellers aldrig er blevet træt af at revse danskerne og mene lige præcis det, han mener.

Derfor vil jeg tilegne dagens indlæg ham – i det omfang jeg nu er egnet til det. For jeg må ærligt indrømme, at jeg faktisk ikke har læst så meget af Klaus Rifbjerg. Kun et par få bøger er det blevet til. Men jeg har selvfølgelig læst klassikeren over dem alle: Den kroniske uskyld. Den vender jeg tilbage til.

For Klaus Rifbjerg skrev også digte. Nogle virkelig gode nogen, faktisk. Jeg talte engang med en veninde om hans digte, og jeg sagde, at jeg ikke fattede en skid af dem. Det hang nok en del sammen med, at jeg generelt aldrig rigtig har brugt krudt på at læse digte. Denne veninde er et af de få mennesker, jeg kender, der rent faktisk læser digte for sin fornøjelses skyld, og hun udbrød noget i stil med: ”Jamen lige præcis Klaus Rifbjergs digte er lige ud af landevejen! De er da ikke så komplicerede”.

Okay, den tyggede jeg lidt på, så jeg gik hjem og slog op i en digtsamling, jeg en gang havde købt på bogudsalg. Digtsamlingen hedder ”Rifbjergs digte” og er stor samling digte fra 1956 til 1998. Jeg gik i gang med at læse, og minsandten om min veninde ikke havde ret. Hans digte var faktisk ret ligetil, og jeg blev endda helt forelsket i et af de allerførste digte, der handler om at være lille…



Nå, men dagens indlæg skulle egentlig handle om klassikeren Den kroniske uskyld, som vel er en af de bøger, der med størst sandsynlighed er pensum i de danske gymnasier og folkeskoler! Klaus Rifbjerg er en af litteraturens helt tunge drenge, og Den Kroniske Uskyld bliver af flere kaldt hans største værk. En rigtig ungdomsroman efter min mening. Jeg skrev selv førsteårsopgave i dansk om den i gymnasiet, og jeg var helt solgt.

Romanen bliver fortalt af Janus, som bliver gode venner med Tore. Tore er helt perfekt, og Janus ser meget op til ham. Tore bliver forelsket i Helle, som helst ikke vil have, at Tore skal pille. Janus er jaloux på forholdet, selv om han også ser meget op til Tore. Han har det med at idealisere det, Tore og Helle har, og han synes egentlig ikke selv, at han er så meget værd ved siden af det perfekte par. Han får selv et forhold til en pige, der hedder Ellen, men det er snarere en bolleveninde end egentlig kærlighed – hvorimod Tore og Helle holder sig på dydens smalle sti. Der er selvfølgelig også en slange i paradis, nemlig Helles mor (der i filmatiseringen bliver spillet af Susse Wold – hvem kunne være bedre som vamp?)

Jeg vil ikke afsløre, hvad der sker, hvis man stadig har til gode at læse bogen. Men jeg kan sige så meget, at det er en klassisk historie om at være ung og finde sig selv – og finde ud af, hvem man selv er i stedet for at lade sig forblænde af andre. Og så er der fortolkning til masser af freudiansk guf i form af overjeg og id, slangen i paradis jeg skal komme efter dig.

Den er i øvrigt også filmatiseret, men filmen er slet ikke lige så god som bogen. Bogen foregår så vidt jeg husker helt tilbage i 1940-50’erne, mens filmen foregår i et hæsligt 80’er-univers. Men den kan man jo altid se, hvis man ikke orker at læse.

Nok om Den kroniske uskyld. I skal selvfølgelig ikke snydes for det fine digt, jeg dengang fandt meget charmerende. Det kommer her. Og kære Klaus Rifbjerg! Hvil i fred!

BEDSTEFORÆLDRE (fra digtsamlingen Under vejr med mig selv, 1956)

I svæver over mig som store kloder
som tunge stjerner i mit firmament
Jeg er en rullepøle på gulvet
der med udspekulerede pudsigheder
formår at påkalde mig jeres opmærksomhed.
Så skinner I på mig som julestjerner.

Bedsteforældre,
en air af brystsukker og Eau de Cologne
flyver om jer som duer
I lever i gyngestolenes blide rytme.

At sidde hos farmor
er at hvile i en dobbeltpolstret sofa
transportabel komfort
hos fine ældre damer.
Det er en evig fødselsdag og juleaften
med blanke øjne
og 5000 minder.

Jeg er en lille aktie
i en fremmed fremtid
sat i en bank af tryghed
hos gamle folk
der snart skal dø

---
Rifbjergs digte - udvalgt af Brostrøm, Gyldendal, 2001
Den kroniske uskyld, Gyldendal, 1958 (2010)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar