tirsdag den 26. maj 2015

Lena Dunham er ikke den slags pige


Men hvilken slags pige? I hvert fald en meget åbenhjertig en af slagsen. Og hendes bog Ikke den slags pige – eller på engelsk Not that kind of girl – er ganske udmærket.



Lena Dunham er kvinden bag tv-serien Girls, som jeg er vældig glad for, og nu har hun også skrevet en bog. Girls handler om fire veninder i New York – men der holder ligheden med en vis anden tv-serie om fire veninder i New York også op. Her er tale om fire temmelig selvcentrerede unge kvinder med meget begrænset succes. Hovedpersonen drømmer om at leve af at skrive, men i modsætning til en anden velkendt hovedperson lykkes det hende ikke rigtigt. Sexscenerne er alt andet end flatterende – men til gengæld sikkert noget mere realistiske. Girls er ikke lårklaskende sjov, men den er humoristisk, spiddende og uperfekt. Det er forfriskende ovenpå at have hørt lidt for meget om stiletter, håndtasker og designerkjoler. Så Girls er efter min mening en vaskeægte post-finanskrise-serie med al sin arbejdsløshed og mangel på penge.

Lige som Girls er Lena Dunhams selvbiografiske essaysamling Ikke den slags pige heller ikke klask-på-lårene sjov, men den er humoristisk og selvironisk. Lena Dunham kommer ind på mangt og meget: Sex, man fortryder, endometriose, helbredsangst, sommerlejre, psykologer, slankekure og familie.

Der er især én ting, jeg godt kan lide ved bogen: Den er på ingen måde frelst! Der bliver refereret til pinlige oplevelser med sex, kæmpe branderter, mislykkede slankekure og andre ting, som rigtig, rigtig mange kvinder har prøvet, men som nok de færreste har lyst til at tale højt om. Så hvis Lena er noget, så er hun ikke den slags irriterende perfekte pige. I hvert fald hvis en perfekt pige er klog, flittig, tynd, sød, artig og fornuftig. 

På den måde kan bogen få alle os andre til at føle os helt normale. Normale i den forstand, at man ikke er den eneste, der ikke kan holde en slankekur eller går og tror, at man har kræft, når man bare har lidt sidestik.

Jeg tror, at denne her bog kunne være rigtig god at give til en teenagepige. På den måde kunne hun føle sig lidt mindre fucked, som man jo gør, når man er teenager. Og hun kunne føle, at det nok skulle gå, selv om livet ikke altid er en dans på roser. Ja, måske bliver hun endda skaberen af en succesfuld tv-serie om unge kvinder i Brooklyn!

Jeg må dog indrømme, at jeg nok havde lidt højere forventninger til bogen, end den endte med at leve op til. Men hvad kan man andet, når der er tale om denne tids vidunderbarn inden for tv, feminisme og meget andet? 
Og så er der i øvrigt nogle virkelig fine elementer i bogen, som rammer spot on i at være ung kvinde i dag:

”Jeg har været misundelig på mandlige egenskaber, men aldrig på mændene selv. Jeg misunder den lethed, hvormed de synes at udfylde professionelle opgaver: De siger ikke undskyld, de er ikke ved at gå ud af deres gode skind for at sikre sig, at andre mennesker ikke er berørt af deres handlinger. Det at de ikke er plaget af trangen til at please, som jeg ofte har ment er en forbandelse i mit kvindeliv. Jeg har set mænd bestille dårlig vin og ekstra brød på en restaurant med en selvtillid, jeg aldrig ville kunne mønstre og tænker: Hvor må det dog være skønt. Men jeg synes også, at det er en enestående gave at være kvinde, en glæde for de særligt indviede, der stikker så dybt, at jeg ikke kan sætte ord på.”

Og så må jeg lige tilføje et stort plus: Jeg er ikke blevet træt af Lena Dunham, efter jeg har læst hendes bog. Tit bliver jeg altid lidt træt af hovedpersonerne i sådanne bøger - man får ligesom lidt for meget af dem.

Her til sidst bliver der desværre plads til et par stikpiller, som jeg er nødt til at få ud af systemet: Indrømmet – jeg er lidt dovent anlagt, så jeg nappede den danske oversættelse. Den havde sikkert været federe på engelsk, for der var to store irritationsmomenter undervejs i læsningen: Kommateringen er helt hen i vejret, og jeg har ingen ide om, hvilken kommaregel der er taget udgangspunkt i, hvis overhovedet nogen. Og så er nogle ord sgu lidt mærkeligt oversat: Bofælle eller værelseskammerat bliver fx oversat ”sluf”. Jeg har aldrig hørt dette ord brugt i praksis i det danske sprog, bortset fra i nogle undertekster i Beverly Hills, og det tæller vist ikke helt.

Ahhh, det lettede!
Læs den, eller giv den til din teenagedatter eller –søster!

Lena Dunham, Ikke den slags pige – en ung kvinde fortæller hvad hun har ”lært” (2014), C&K Forlag, 319 sider

tirsdag den 12. maj 2015

Et godt hjem til bøgerne


Jeg har i flere år drømt om at have en hel væg fyldt med alle mine bøger. Min kæreste Jeppe har også for vane at købe bøger, så vi har efterhånden akkumuleret en del bøger. Heldigvis har vi ret forskellig smag, så der er overraskende få dubletter i vores samling.

Men alle disse fine bøger skal jo have et sted at bo, for jeg nægter at gemme dem væk. Bøger giver hygge og personlighed i et hjem. Så da vi for et år siden købte en dejlig lejlighed, var udsigten til at få bygget en hel bogvæg pludselig realistisk.

Jeppes far Preben er efterlønner og lidt af en handymand. Nogle gange låner ham og hans kone Jette vores lejlighed, når vi er ude og rejse, og når vi kommer hjem, er alle mulige småting altid fikset. De er med andre ord fantastiske gæster. Så jeg havde udset ham som chefarkitekt og entreprenør på projektet.

Jeg sagde: ”Preben, jeg har en opgave til dig. Jeg har altid drømt om en stor indbygget bogreol, der fylder en hel væg. Kan du hjælpe mig med at bygge en?”

Det kunne Preben godt. Han tog udfordringen op og kastede sig over opgaven, som viste sig at være ret omfattende. Reolen er bygget af lodrette planker, der er limet sammen og malet, mens hylderne er hvidmalede standard træhylder fra IKEA.

Der bliver målt og malet hjemme i Preben og Jettes have


Reolen er fuldstændig hjemmedesignet, og vores ønske var, at der skulle være skabe i bunden til alt det, vi gerne vil gemme væk, som fx cd’er, dvd’er, spil og julepynt. Der skulle også være plads til et fjernsyn, nips og Jeppes elskede digeredoo fra dengang han studerede i Australien.

Preben har selv designet de enkle greb på skydelågerne, og han har stået hjemme i sin have og malet hele molevitten (Jette sendte billeder af arbejdet undervejs). Så alt var klar til at blive samlet, da han pakkede traileren med værktøj, træ, rundsav og en dyne til overnatningen.

Far og søn bygger reol. Det blev en anelse mere kompleks, 
for sådan en gammel lejlighed er ikke helt lige.


To dage tog det ham og Jeppe at samle det hele, og resultatet er fantastisk! Hurra for søde svigerfædre, der gider hjælpe med at opfylde ens drømme – og tilmed synes, det er sjovt undervejs!

Et styks færdig reol, som jeg hver dag nyder synet af.


I morgen stikker Jeppe og jeg af sted til Paris, og gæt, hvem der kommer og fikser flere ting til lejligheden? Jep, det gør Preben. Denne gang medbringer han et hjemmebygget minihøjbed til vores altan, så vi kan dyrke vores egne radiser og gulerødder! 

tirsdag den 5. maj 2015

H.C. Andersen holder stadig


I overmorgen er det præcis tre måneder siden, jeg havde den dejlige oplevelse at blive faster for første gang. Barnet er nok den sødeste baby i Danmark, det er klart.

For præcis en måned siden blev barnet så døbt – Mikkel blev hans navn – og jeg sagde det til præsten, for jeg havde den store ære at være gudmor og fadder for lille Mikkel.

Et dåbsbarn skal selvfølgelig have en gave. Og jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget bedre end at udstyre ham med en gave for livet – nemlig eventyrene fra en vis herre, der blev født præcis 210 år og tre dage før Mikkels dåb: H.C. Andersen



Da barnets far (min storebror) og jeg var børn, læste vores mor masser af H.C. Andersen-eventyr højt for os. Det var altid min brors bog, vi læste i. Han fik nemlig en bog med H.C. Andersens eventyr i dåbsgave, hvilket jeg ikke gjorde, og jeg var hele min barndom ret misundelig på, at han havde den bog. Derfor anskaffede jeg den til mig selv som voksen, for en ordentlig bogreol skal altså have Danmarks nationalforfatter nummer 1 på hylden.

Jeg elskede eventyrene, da jeg var barn – og gør det såmænd stadig. Det er også derfor, jeg til alle de børn, jeg har været til barnedåb hos, har givet netop den eventyrbog. Jeg er så gammeldags, at jeg har nogle helt faste holdninger til, hvilken litteratur der bør indgå i en ordentlig barndom, og det er helt klart eventyrene af H.C. Andersen. Og fordi jeg hele min barndom var ærgerlig over, at jeg ikke også havde en bog, så kommer små søskende også til at få den, selv om jeg måske allerede har givet den til deres ældre søskende (så ved I det, venner, hvis I læser med – men det vidste I jo egentlig nok allerede).

Det fine ved eventyrene er, at de ikke er de klassiske forudsigelige eventyr med en prins, en prinsesse, tre et-eller-andet, de levede lykkeligt og alt det der. Jeg kan faktisk kun komme i tanke om Prinsessen på ærten og Klodshans, hvad den opskrift angår. Det er jo ikke engang alle eventyrene, der ender godt. Tag nu fx Den lille havfrue, som jo ender ulykkeligt. Hun får jo IKKE prinsen, men bliver til havskum på vandet - alt for kontroversielt for Disney! (Sidebemærkning: I gymnasiet læste vi Den lille havfrue, og nogle disney-fikserede piger i min klasse fik overbevist vores dansklærer om, at vi skulle se tegnefilmen. Hvorfor i alverden vi skulle spilde tid på det barnlige bras er mig stadig en gåde! Men jeg er så heller ikke den store Disney-fan…)

Det var dog en mindre poetisk historie, der fangede min brors og min opmærksomhed, da vi var små. Lille Claus og Store Claus var den historie, min mor igen og igen skulle læse for os. Hun har senere sagt, at hun altid undrede sig over, at vi var så vilde med den, for den er faktisk ret morbid. Og det har hun egentlig helt ret i. For Lille Claus (som man jo holder med, forstås), formår at tjene penge på sine døde heste og sin gamle bedstemor. Han snyder, så det driver! Og han ender med at slå Store Claus ihjel! Det er ikke særligt børnevenligt! Jeg ved ikke, hvorfor vi var så vilde med den historie – måske fordi lille Claus ikke havde så meget ud over sin snilde og sit gode humør, trods sin position som underdog i forhold til Store Claus. Og så narrer den kloge som bekendt den mindre kloge…

Fyrtøjet var også en af de historier, vi ofte fik læst højt, det samme var Den lille havfrue, Den grimme ælling, Prinsessen på ærten, Kejserens nye klæder og mange andre.

Det siges, at når børn får læst højt som små, får de et meget større ordforråd. Det tror jeg er rigtigt. Min mor har altid sagt, at netop H.C. Andersens eventyr er gode til at udvide børns ordforråd. Hvor i alverden støder man ellers på ord som tornyster og galocher? Jeg kommer i hvert fald til at læse masser af eventyr højt, hvis jeg en dag får børn. Og jeg håber inderligt, at forældrene til de børn, der har fået bogen i dåbsgave, gør det samme.

--- 
H.C. Andersen: Samlede Eventyr og Historier, Høst & Søn, 1030 sider