Lena Dunham er ikke den slags pige

Men hvilken slags pige? I hvert fald en meget åbenhjertig en af slagsen. Og hendes bog Ikke den slags pige – eller på engelsk Not that kind of girl – er ganske udmærket.

Lena Dunham er kvinden bag tv-serien Girls, som jeg er vældig glad for, og nu har hun også skrevet en bog. Girls handler om fire veninder i New York – men der holder ligheden med en vis anden tv-serie om fire veninder i New York også op. Her er tale om fire temmelig selvcentrerede unge kvinder med meget begrænset succes. Hovedpersonen drømmer om at leve af at skrive, men i modsætning til en anden velkendt hovedperson lykkes det hende ikke rigtigt. Sexscenerne er alt andet end flatterende – men til gengæld sikkert noget mere realistiske. Girls er ikke lårklaskende sjov, men den er humoristisk, spiddende og uperfekt. Det er forfriskende ovenpå at have hørt lidt for meget om stiletter, håndtasker og designerkjoler. Så Girls er efter min mening en vaskeægte post-finanskrise-serie med al sin arbejdsløshed og mangel på penge.

Lige som Girls er Lena Dunhams selvbiografiske essaysamling Ikke den slags pige heller ikke klask-på-lårene sjov, men den er humoristisk og selvironisk. Lena Dunham kommer ind på mangt og meget: Sex, man fortryder, endometriose, helbredsangst, sommerlejre, psykologer, slankekure og familie.

Der er især én ting, jeg godt kan lide ved bogen: Den er på ingen måde frelst! Der bliver refereret til pinlige oplevelser med sex, kæmpe branderter, mislykkede slankekure og andre ting, som rigtig, rigtig mange kvinder har prøvet, men som nok de færreste har lyst til at tale højt om. Så hvis Lena er noget, så er hun ikke den slags irriterende perfekte pige. I hvert fald hvis en perfekt pige er klog, flittig, tynd, sød, artig og fornuftig. 

På den måde kan bogen få alle os andre til at føle os helt normale. Normale i den forstand, at man ikke er den eneste, der ikke kan holde en slankekur eller går og tror, at man har kræft, når man bare har lidt sidestik.

Jeg tror, at denne her bog kunne være rigtig god at give til en teenagepige. På den måde kunne hun føle sig lidt mindre fucked, som man jo gør, når man er teenager. Og hun kunne føle, at det nok skulle gå, selv om livet ikke altid er en dans på roser. Ja, måske bliver hun endda skaberen af en succesfuld tv-serie om unge kvinder i Brooklyn!

Jeg må dog indrømme, at jeg nok havde lidt højere forventninger til bogen, end den endte med at leve op til. Men hvad kan man andet, når der er tale om denne tids vidunderbarn inden for tv, feminisme og meget andet? 
Og så er der i øvrigt nogle virkelig fine elementer i bogen, som rammer spot on i at være ung kvinde i dag:

”Jeg har været misundelig på mandlige egenskaber, men aldrig på mændene selv. Jeg misunder den lethed, hvormed de synes at udfylde professionelle opgaver: De siger ikke undskyld, de er ikke ved at gå ud af deres gode skind for at sikre sig, at andre mennesker ikke er berørt af deres handlinger. Det at de ikke er plaget af trangen til at please, som jeg ofte har ment er en forbandelse i mit kvindeliv. Jeg har set mænd bestille dårlig vin og ekstra brød på en restaurant med en selvtillid, jeg aldrig ville kunne mønstre og tænker: Hvor må det dog være skønt. Men jeg synes også, at det er en enestående gave at være kvinde, en glæde for de særligt indviede, der stikker så dybt, at jeg ikke kan sætte ord på.”

Og så må jeg lige tilføje et stort plus: Jeg er ikke blevet træt af Lena Dunham, efter jeg har læst hendes bog. Tit bliver jeg altid lidt træt af hovedpersonerne i sådanne bøger - man får ligesom lidt for meget af dem.

Her til sidst bliver der desværre plads til et par stikpiller, som jeg er nødt til at få ud af systemet: Indrømmet – jeg er lidt dovent anlagt, så jeg nappede den danske oversættelse. Den havde sikkert været federe på engelsk, for der var to store irritationsmomenter undervejs i læsningen: Kommateringen er helt hen i vejret, og jeg har ingen ide om, hvilken kommaregel der er taget udgangspunkt i, hvis overhovedet nogen. Og så er nogle ord sgu lidt mærkeligt oversat: Bofælle eller værelseskammerat bliver fx oversat ”sluf”. Jeg har aldrig hørt dette ord brugt i praksis i det danske sprog, bortset fra i nogle undertekster i Beverly Hills, og det tæller vist ikke helt.

Ahhh, det lettede!

Læs den, eller giv den til din teenagedatter eller –søster!

Lena Dunham, Ikke den slags pige – en ung kvinde fortæller hvad hun har ”lært” (2014), C&K Forlag, 319 sider