onsdag den 15. juli 2015

Ferielæsning: 1Q84 – nap dem alle tre!


Hvis du kun skal læse tre bøger denne sommer (ja okay, det er egentlig en del at nå for normale mennesker), så har jeg her bøgerne til dig! Kast dig over 1Q84 af Haruki Murakami!

Jeg har tidligere givet udtryk for, at jeg er ret så glad for den japanske forfatter. Egentlig er det heldigt for mig, at jeg ikke blev skræmt af Kafka på stranden, som var den første af Murakamis bøger, jeg læste. Den syntes jeg nemlig var ret hård at komme igennem med al dens mystik og underlige elementer. Men jeg tog et par bøger mere – og det er jeg glad for! 



Nogle år senere kom første bind af 1Q84. Af en eller anden grund synes jeg, at den er meget lettere tilgængelig end Kafka på stranden. Det er egentlig mærkeligt, for der er om noget endnu mere mystik, skumle væsner, to måner og parallelverdener i den bog! Måske var jeg allerede vant til at læse Murakami, da jeg kastede mig over 1Q84-trilogien – eller også er den bare nemmere at få ned. Jeg tror mest på det det sidste.

Bogen har to parallelle handlinger, som hvert kapitel skifter i mellem. Hovedpersonerne er henholdsvis den ensomme mand, ghostwriteren Tengo og kvinden Aomame, som er massør og har et temmelig specielt bijob (ingen spoilers!). De to handlinger mødes langsomt og flettes ind i hinanden. Undervejs møder vi blandt andet den unge forfatter Fukaeri, der kun taler med små bogstaver uden tegnsætning og den grimme privatdetektiv Ushikawa. Og mange andre selvfølgelig – deriblandt en sekt og de ret uhyggelige Little People.

Bogen er ganske enkelt fængslende, overraskende og uhyre spændende. Murakami er egentlig ikke typen, der kaster om sig med sprogblomster og vilde sætningskonstruktioner. Men der er noget minimalistisk i hans skrivestil, som gør, at det er let at læse. Det var heldigt, at de tre bøger udkom nogenlunde hurtigt efter hinanden, så man ikke skulle vente alt for længe.

1Q84 er efter min mening helt klart Murakamis hovedværk – hvis man må blive så højtravende. Den er uhyggelig, samtidig med at den er en smuk kærlighedshistorie. Og nu bliver jeg endnu mere højtravende: Trilogien ryger nok ind min top fem over bedste bøger, jeg har læst!

Så hvis man er okay med mystik, lidt overnaturligt her og der og virkelig skæbneagtige handlinger, så læs 1Q84-bøgerne i din ferie. Det er i hvert fald en genre, Murakami mestrer på elegant vis.

Haruki Murakami, 1Q84 – bog 1 (2011), Klim, 403 sider
Haruki Murakami, 1Q84 – bog 2 (2011), Klim, 367 sider
Haruki Murakami, 1Q84 – bog 1 (2012), Klim, 451 sider

Ingen kommentarer:

Send en kommentar