søndag den 30. august 2015

Hvad skal jeg læse?


Om præcis to uger sidder min kæreste og jeg i en flyver på vej mod Sydamerika! Vi er så heldige, at vi skal fem uger til Argentina og Brasilien – og en lille smule Chile. Jeg er allerede i gang med at udtænke, hvilke bøger jeg skal læse. Gerne noget litteratur fra den region, for så kan man jo samtidig blive lidt klogere på, hvad det er for lande, man rejser rundt i. Jeg skal helt sikkert læse Åndernes hus af Isabel Allende. Den købte jeg for mange år siden på et loppemarked, og jeg har aldrig taget mig sammen til at læse den – men nu er der jo en virkelig god lejlighed!

Og så skal jeg selvfølgelig have Lonely Planet Brasilien og Argentina med. Min kæreste og jeg ELSKER Lonely Planet-bøger. Det er lidt gammeldags, og det er da heller ikke fordi vi ikke har opdaget Tripadvisor. Men sådan en bog på reolen er jo et rejseminde i sig selv, og efterhånden har vi samlet ret så mange. Der er noget hyggeligt ved at kigge på dem og tænke tilbage på alle de skønne rejser vi har været på. Og så satser vi også på at imponere vores gæster lidt med den store samling, men det er selvfølgelig kun noget, vi siger til hinanden, når ingen andre hører det.

Vi har efterhånden samlet en del rejsebøger. De står sammen med min kobraslange, som jeg for nylig overtog fra min mor. Den er lavet af min oldefar for mange år siden.


Nå ja, lige nu er jeg egentlig i gang med at læse fortsættelsen til Dræb ikke en sangfugl, nemlig Send en vagtpost ud. Men den er lige sat lidt i bero, fordi jeg genlæser Lejlighedssange af Stine Pilgaard. Den skal jeg nemlig mødes med læseklubben og diskutere på tirsdag. Så denne gang kommer der ikke noget læseklubs-inspireret indlæg om bogen, for den har jeg jo allerede skrevet om.



Har du forslag til, hvad jeg skal læse i Sydamerika? Så anbefal i kommentarfeltet! Takker :)

onsdag den 12. august 2015

Hvor intet bryder vinden


Jeg har det lidt blandet med Leonora Christina Skovs nyeste roman Hvor intet bryder vinden. På den ene side slugte jeg den – læste det meste af den på en weekend. Men på den anden side var der noget irriterende ved den…



Lidt om handlingen: Syv kreative typer samles på en øde ø i Vesterhavet, fordi de er blevet tilbudt et gratis ophold, hvor de kan fordybe sig i deres kunst. De har hver deres forskellige issues, som påvirker dem. Da de ankommer, synes de fleste, at der er noget underligt og ubehageligt ved øen. De skal tilmed bo i et glashus, hvor de kan se ind på hinandens værelser (med mindre de trækker gardinerne for). De syv personer er ikke ligefrem venligtsindede overfor hinanden, og pludselig forsvinder en af dem. En anden falder i døden. Og så må jeg hellere stoppe med at komme med flere spoilers.

Okay, først det positive. Bogen er en pageturner – lad det være sagt med det samme. Det viser sig, at de syv personers liv på forskellige måder er flettet sammen, og som læser må man bare læse videre for at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen. På den måde er romanen virkelig godt skruet sammen, for man får stille og rolig serveret nogle tilfredsstillende godbidder. Hvert kapitel ses fra de forskellige personers synsvinkel, hvilket også er ganske underholdende, samtidig med at man bliver klogere på de enkelte personers motiver og bevæggrunde. Så langt så godt.

Men jeg blev altså lidt irriteret, mens jeg læste. For på en eller anden måde virker den bare helt vildt urealistisk. Ja, det er en roman, så hvem har sagt, at den skal være realistisk? Fx henvises der til rigtige steder (bortset fra øen Stormø, hvor begivenhederne finder sted, og som mig bekendt er fiktiv). Når der henvises til virkelige steder, vil jeg personligt også gerne have noget, der virker mere troværdigt. Jeg synes fx, at karaktererne i bogen er ret utroværdige: De er alt for karikerede, efter min mening er for stor en del af dem alt for usympatiske, og så er de unaturligt mistænksomme overfor hinanden. På den måde savnede jeg lidt flere nuancer. Og så er der også nogle plothuller, hvor jeg tænker: ”Hvis det var mig, ville jeg da lige undersøge den sag nærmere”, men det er der åbenbart ingen af vores hovedpersoner, der gør. Det er lidt langt ude…

Noget andet er, at man få serveret hele forklaringen til sidst – om den så er tilfredsstillende eller ej vil jeg ikke komme ind på – men jeg synes godt, at Leonora Christina Skov kunne have overladt en anelse mere til læserne. Det får romanen til at virke ret konstrueret, og det er jeg generelt ikke så meget til, men hver sin smag…

Nå, men med forbillede i sandwichmodellen vil jeg slutte af med endnu et positivt indspark: Det er altså en super spændende og velskrevet bog, og det er virkelig god underholdning – perfekt til ferien, togturen eller en dag på stranden. Og jeg lyver måske en smule, når jeg siger, at Leonora Christina Skov ikke overlader meget fortolkning til læserne, for i virkeligheden gad jeg godt diskutere den med min læseklub. Det er i min verden et kompliment.

Men altså alt i alt – en roman jeg slugte, men som jeg samtidig havde det lidt blandet med.

Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden (2015), Politikens Forlag, 358 sider

torsdag den 6. august 2015

Dræb ikke en sangfugl


Hvordan skriver man noget originalt om en bog, der er anmeldt hundredvis af gange? Og som lige nu bliver læst af hundredvis af danskere, fordi den for nylig er genudgivet og tilmed har fået en toer?

Jeg ved det ikke, men jeg prøver alligevel. For nu har jeg endelig fået læst Dræb ikke en sangfugl skrevet af Harper Lee. Bogen har omkring 55 år på bagen, men foregår for endnu længere tid siden, nemlig i midten af 1930’erne. Harper Lee havde indtil for nylig kun skrevet den ene bog, som hun i øvrigt vandt Pulitzer-prisen for.



Og det forstår man jo godt. Der findes den slags klassikere, som når man endelig får taget sig sammen til at læse dem, og så slæber man sig igennem dem, uden man egentlig fatter særligt meget. Og man vil ikke helt indrømme, at man ikke forstår, hvorfor det er en klassiker. Sådan en bog er Dræb ikke en sangfugl IKKE.

Det er i stedet en af de bøger, man har svært ved at lægge fra sig, og som man glæder sig til at komme hjem og læse i. Fortælleren er drengepigen Scout Finch, der ikke går af vejen for et godt slagsmål. Hun bor sammen med sin storebror Jem og deres far, advokaten Atticus.

Bogen er jo nok mest berømt for beskrivelsen af den niårige Scout Finch’ far, der påtager sig opgaven at forsvare en sort mand, der er anklaget for voldtægten af en hvid kvinde. Dermed behandler den i høj grad forholdet mellem sorte og hvide i datidens sydstater. Men det er faktisk kun en del af bogen, der handler om dette. Resten af bogen skildrer børnenes leg, deres mystiske nabo Boo Radley, der aldrig kommer ud af sit hus og de forskellige beboere i den lille flække Maycomb i Alabama. Og selv om det i et godt stykke tid lidt kan føles som, at der ikke er en handling i bogen, så giver det hele egentlig meget god mening til sidst.

Det skønne ved Dræb ikke en sangfugl er, at symbolikken er tydelig, men langt fra tyk. Den er  på et niveau, hvor alle kan være med, vil jeg mene. Det er sådan en bog, som man gerne vil have mere af. Men så er det jo særdeles heldigt, at der netop er kommet en toer. Og den har jeg helt sikkert tænkt mig at læse. Så mon ikke der inden for et par måneder kommer et indlæg her på bloggen…

Harper Lee: Dræb ikke en sangfugl (1960/2015), Lindhardt og Ringhof, 366 sider

lørdag den 1. august 2015

Så fik jeg læst: Tarme med charme


Det er åbenbart en bog, mange ikke vil være ved, at de læser. I hvert fald fortalte min veninde, der købte Gulia Enders’ Tarme med charme til mig i fødselsdagsgave, at damen i butikken sagde, at den sjovt nok altid var til en gave, når folk købte den. Og ja, jeg ønskede mig den også i gave, men ikke fordi jeg ikke havde modet til at købe den selv.

I en del af min familie kan vi nemlig en gang i mellem godt have lidt bøvl med maven, ligesom vi har en ekstremt dårlig tolerance overfor alkohol og altid får vanvittige tømmermænd. Derfor var jeg lidt nysgerrig, da jeg hørte om Tarme med charme, for jeg kunne egentlig godt tænke mig at blive lidt klogere på det lange, vigtige organ.



Man skulle egentlig tro, at det var tørt læsestof, men Gulia Enders’ begejstring er smittende. Som hun skriver i begyndelsen af bogen, så har hjernen og hjertet altid været de to mest prestigefyldte organer at forske i, fordi de er så livsvigtige – men det er tarmen jo også, for hvordan skulle vi ellers kunne optage næring og leve? Gulia Enders er i hvert fald godt i gang med at gøre tarmen til et lidt mere sexet organ, end det hidtil har været, og bogen har allerede solgt i over en million eksemplarer i forfatterens hjemland Tyskland. Det forstår man – tonen er hele vejen i gennem både humoristisk og super pædagogisk. Og så er den fine tekst tilmed ledsaget af søde, forklarende illustrationer skabt af forfatterens søster, Jill Enders.


Bogen er en lang perlerække af funfacts. Fx har jeg nu lært, at mennesket hver dag producerer mellem 0,7 og 1 liter spyt, og at der er bakteriedræbende stoffer i spyt. Til gengæld producerer vi nærmest ingen spyt, når vi sover, så derfor er det vigtigt at børste tænder, inden vi går i seng og igen, når vi står op.

Jeg ved også nu, at blindtarmen faktisk er et yderst vigtigt organ med reservestoffer i, så derfor får man aldrig fjernet blindtarmen, når man har blindtarmsbetændelse. I stedet får man fjernet et lille vedhæng, som der kan gå betændelse i – det er bare nemmere at sige, at man fjerner blindtarmen. Som Gulia Enders forklarer, er det ”lidt ligesom når man siger ”jeg bor i København”, selv om man bor i Albertslund.”

Nå ja, salmonellabakterier er i øvrigt en helt normal bestanddel i krybdyrs tarmflora. Globaliseringen er skyld i, at vi i Danmark kan blive ramt af salmonella: En skildpadde skider på noget korn, som bliver fragtet til Danmark til kyllingefoder. Så bliver kyllingerne ramt, og det rammer så os mennesker. Der skal kun mellem 10.000 og en million salmonellabakterier til at få os ned med nakken. En million salmonellabakterier fylder omtrent en femtedel af et saltkorn, så mere skal der ikke til!

Jeps, man bliver klog af at læse Tarme med charme. Man behøver ikke at læse den ud i et stræk, men kan tage den lidt ad gangen. Hvis man fx er typen, der kan lide at læse på toilettet, kan den jo blive en glimrende lokumsbog – den kommer sågar med råd til, hvordan man bedst går på toilettet.

Men følger man det råd, bliver der vist ikke meget tid til at læse …
Gulia Enders: Tarme med charme – alt om et undervurderet organ (2015), People’s Press, 287 sider