lørdag den 1. august 2015

Så fik jeg læst: Tarme med charme


Det er åbenbart en bog, mange ikke vil være ved, at de læser. I hvert fald fortalte min veninde, der købte Gulia Enders’ Tarme med charme til mig i fødselsdagsgave, at damen i butikken sagde, at den sjovt nok altid var til en gave, når folk købte den. Og ja, jeg ønskede mig den også i gave, men ikke fordi jeg ikke havde modet til at købe den selv.

I en del af min familie kan vi nemlig en gang i mellem godt have lidt bøvl med maven, ligesom vi har en ekstremt dårlig tolerance overfor alkohol og altid får vanvittige tømmermænd. Derfor var jeg lidt nysgerrig, da jeg hørte om Tarme med charme, for jeg kunne egentlig godt tænke mig at blive lidt klogere på det lange, vigtige organ.



Man skulle egentlig tro, at det var tørt læsestof, men Gulia Enders’ begejstring er smittende. Som hun skriver i begyndelsen af bogen, så har hjernen og hjertet altid været de to mest prestigefyldte organer at forske i, fordi de er så livsvigtige – men det er tarmen jo også, for hvordan skulle vi ellers kunne optage næring og leve? Gulia Enders er i hvert fald godt i gang med at gøre tarmen til et lidt mere sexet organ, end det hidtil har været, og bogen har allerede solgt i over en million eksemplarer i forfatterens hjemland Tyskland. Det forstår man – tonen er hele vejen i gennem både humoristisk og super pædagogisk. Og så er den fine tekst tilmed ledsaget af søde, forklarende illustrationer skabt af forfatterens søster, Jill Enders.


Bogen er en lang perlerække af funfacts. Fx har jeg nu lært, at mennesket hver dag producerer mellem 0,7 og 1 liter spyt, og at der er bakteriedræbende stoffer i spyt. Til gengæld producerer vi nærmest ingen spyt, når vi sover, så derfor er det vigtigt at børste tænder, inden vi går i seng og igen, når vi står op.

Jeg ved også nu, at blindtarmen faktisk er et yderst vigtigt organ med reservestoffer i, så derfor får man aldrig fjernet blindtarmen, når man har blindtarmsbetændelse. I stedet får man fjernet et lille vedhæng, som der kan gå betændelse i – det er bare nemmere at sige, at man fjerner blindtarmen. Som Gulia Enders forklarer, er det ”lidt ligesom når man siger ”jeg bor i København”, selv om man bor i Albertslund.”

Nå ja, salmonellabakterier er i øvrigt en helt normal bestanddel i krybdyrs tarmflora. Globaliseringen er skyld i, at vi i Danmark kan blive ramt af salmonella: En skildpadde skider på noget korn, som bliver fragtet til Danmark til kyllingefoder. Så bliver kyllingerne ramt, og det rammer så os mennesker. Der skal kun mellem 10.000 og en million salmonellabakterier til at få os ned med nakken. En million salmonellabakterier fylder omtrent en femtedel af et saltkorn, så mere skal der ikke til!

Jeps, man bliver klog af at læse Tarme med charme. Man behøver ikke at læse den ud i et stræk, men kan tage den lidt ad gangen. Hvis man fx er typen, der kan lide at læse på toilettet, kan den jo blive en glimrende lokumsbog – den kommer sågar med råd til, hvordan man bedst går på toilettet.

Men følger man det råd, bliver der vist ikke meget tid til at læse …
Gulia Enders: Tarme med charme – alt om et undervurderet organ (2015), People’s Press, 287 sider

Ingen kommentarer:

Send en kommentar