lørdag den 12. september 2015

Adios amigos!


Der bliver nok lidt stille her på bloggen de næste fem uger. Jeg tager nemlig til Sydamerika! Hurra! Sådan en lang rejse kræver selvfølgelig bøger. Det smarte valg ville selvfølgelig være at købe nogle e-bøger og læse dem på ipad’en – det er i hvert fald voldsomt pladsbesparende. Men jeg er jo en old fashioned kvinde, så jeg tager rigtige bøger med. Det hjælper lidt på det, at jeg for første gang rejser med kuffert i stedet for rygsæk (man er vel ved at blive et gammelt røvhul), så vi må hellere krydse fingre for, at min bagage holder sig inden for de 20 kilo!

Min viden om Sydamerika er faktisk ret ringe. Derfor skal der selvfølgelig læses sydamerikansk litteratur, når jeg er på de kanter – så kan jeg forhåbentlig også blive lidt klogere på landet, for skønlitteratur er jo en fantastisk måde at blive klogere på kulturen i et land.


Udover litteraturen er der selvfølgelig også et par Turen går til og Lonely Planets i bagagen. Og så en notesbog - jeg skriver nemlig altid dagbog, når jeg er på længere rejser.


Første stop på rejsen er Chile, hvor vi dog kun skal være i et par dage. For mange år siden fandt jeg Isabel Allendes klassiker Åndernes hus på et loppemarked. Nu må det være tid til at læse den, for den foregår jo i Chile. Romanen er af genren magisk realisme og er en familiesaga, og mere ved jeg egentlig ikke om den, udover man bliver klogere på revolutionen i Chile, og at den er filmatiseret for mange år siden.

Når den er læst, kaster jeg mig over Nathan Englanders Ministeriet for Specielle Anliggender. Jeg fik den af en veninde her i sommer, fordi jeg skulle af sted. Hun har rejst meget i Sydamerika, herunder Argentina, og bogen skulle handle om ”The dirty war”, som var en del af militærkuppet i Argentina.

Og så skal der selvfølgelig læses endnu en klassisker: Gabriel García Márquez’ 100 års ensomhed. Igen er vi inde på noget magisk realisme, og selv om forfatteren er colombiansk, og vi ikke skal til Colombia, er det sikkert en god måde at få noget sydamerikansk ”feel” alligevel. Ferier er generelt bare altid gode anledninger til at tygget sig igennem nogle klassikere, synes jeg.

Men der skal selvfølgelig også være plads til lidt dansk litteratur. Den ene er en bog, jeg længe har haft lyst til at læse, nemlig Henrik Dentas Guld og bedrag, der handler om, hvordan man lige inden 2. Verdenskrig flyttede guldet i Nationalbanken ud af Danmark, fordi nationalbankdirektøren frygtede, at nazisterne ville stjæle guldet, hvis Danmark blev besat. Jeg har læst en artikel om emnet, og det er en vildt fascinerende historie, fordi det foregik i dybeste hemmelighed og faktisk først kom frem for ganske få år siden.

Og så napper jeg også Kaspar Colling Nielsens novellesamling Mount København, som bliver den sidste bog i rækken – den skal vi nemlig mødes om i læseklubben i slutningen af oktober.

Det lyder måske ambitiøst (og tungt!) med så mange bøger, men jeg er generelt ret god til at få læst på ferier, og jeg regner ikke med at blive distraheret af sociale medier undervejs. Men sidstnævnte afhænger selvfølgelig af, hvor godt Argentina og Brasilien er stillet på wifi-fronten.

Jeppe slæber også nogle bøger med, så hvis jeg virkelig er flittig, kan det være, jeg kan låne lidt af ham. Så burde vi være godt dækket ind.

Nu må jeg hellere komme tilbage til tøjbunkerne og kufferten, der skal pakkes.

Adios Amigos!

Isabel Allende: Åndernes Hus (1982/1989), Gyldendals Bogklub, 394 sider
Nathan Englander: Ministeriet for Specielle Anliggender (2007), Borgen, 417 sider
Gabriel García Márquez: 100 års ensomhed (1967/2014), Rosinante, 373 sider
Henrik Denta: Guld og bedrag (2015), Gads Forlag, 210 sider
Kaspar Colling Nielsen: Mount København (2010), Gydendal, 176 sider

mandag den 7. september 2015

Sæt en vagtpost ud


I sommeren fik jeg gjort som mange andre og læst Harper Lees klassiker Dræb ikke en sangfugl. Den var jeg ret begejstret for, så derfor var jeg selvfølgelig nødt til også at anskaffe mig Sæt en vagtpost ud, som for nylig blev udgivet efter at have ligget i en bankboks i over 50 år.

Bogen var naturligvis ekstremt hypet, for Dræb ikke en sangfugl er både meget berømt og samtidig forfatterens eneste bog – det skaber i sig selv en vis spænding, at der pludselig er fundet en toer til sådan et one hit wonder. Forfatteren er nu 89 og blind og døv, og i mange år sagde hun, at hun ikke ville skrive flere bøger. Der spekuleres derfor i, om hun er blevet manipuleret til at udgive den. Hvorom alting er, er bogen ude nu og har været det i et par måneder.



Men er den så lige så god som etteren? Først lidt om handlingen.

Scout Finch er blevet en ung kvinde i 20’erne og lystrer nu sit rette navn Jean Louise. Hun bor i New York, men er vendt tilbage til Sydstaterne til barndomsbyen og ungdomskæresten på sommerferie. De 287 sider udspiller sig over ganske få dage – dog med en masse tilbageblik på barndommen. Lidt for mange tilbageblik, hvis du spørger mig, for jeg kan ikke helt se, hvad de skal til for.

Dræb ikke en sangfugl blev berømt for faderen Atticus’ forsvar af en uskyldig sort mand, der blev dømt for at have voldtaget en hvid kvinde. Her 20 år senere finder Jean Louise nu ud af, at hendes far ikke er den idealist, som hun altid har anset ham for at være. Handlingen foregår i 50’erne – et tidspunkt, hvor raceuroligheder ulmer i sydstaterne. Og netop racer – sorte og hvide – er et spørgsmål der optager meget af bogen (jeg blev desværre for sent opmærksom på, at en række noter på de sidste sider forklarer en række aktuelle begivenheder på daværende tidspunkt - det havde været rart nok at slå op i undervejs).

I virkeligheden er det nok Jean Louise, der er idealisten. Derfor bliver hun voldsomt rystet, skuffet og chokeret, da hun finder ud af, at hendes far ikke på samme måde som hun ser sorte og hvide som ligeværdige. Jeg vil ikke afsløre for meget, men jeg vil vove at påstå, at Sæt en vagtpost ud måske ikke handler så meget om racisme – jo, selvfølgelig gør den det – men den handler lige så i høj grad om at vende hjem, se på ens barndom med nye øjne og opdage, at ens forældre også bare er mennesker. Er det måske i virkeligheden ikke det, der sker, når man bliver voksen? At man opdager, at ens forældre også bare er mennesker…

Er Sæt en vagtpost ud så bedre end Dræb ikke en sangfugl? Jeg mener det ikke. Hvor Dræb ikke en sangfugl virkelig var gennembearbejdet og ordene flød i en lind, fin strøm, føles Sæt en vagtpost ud knap så gennemarbejdet. Den første halvdel af bogen føles rodet at læse, og jeg skulle koncentrere mig unødigt. I sidste halvdel af bogen hjælper det på det – måske fordi det er meget mere på spil her. Men hvem ved, måske var det netop derfor, Harper Lee i mange år sagde, at hun ikke ville skrive flere bøger – fordi hun vidste, at det ville blive mere end svært at lave en opfølger til etteren.

Alligevel vil jeg opfordre alle til også at læse Sæt en vagtpost ud. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg gjorde det.

Harper Lee: Sæt en vagtpost ud (2015), Lindhardt og Ringhof, 294 sider