søndag den 29. maj 2016

Haruki Murakami: Mænd uden kvinder


Jeg har tidligere her på bloggen givet udtryk for, at jeg er stor fan af den japanske forfatter Haruki Murakami. Og nu fik jeg endelig læst hans seneste novellesamling Mænd uden kvinder. Den har ventet lige siden bogmessen i efteråret, og nu var jeg endelig nået gennem bunken af bøger, der lå ovenpå den.



At læse Murakami er for mit vedkommende noget, jeg skal være i humør til. Det er ikke altid, jeg lige har lyst til at gå i gang med ham. Men når jeg så beslutter mig for det, er det som at møde en gammel ven. Sådan er det vel, når man efterhånden har læst en del bøger af samme forfatter. Sådan havde jeg det også med Mænd uden kvinder. Murakami har en helt særlig, nærmest minimalistisk måde at skrive på, og Mænd uden kvinder er ingen undtagelse.

Samlingen består af syv noveller af varierende længde. Og alle har mænd som omdrejningspunkt og kredser om kvinder – eller fraværet af samme – som titlen også antyder.

Desværre synes jeg ikke, at dette er en af Murakamis bedste udgivelser. Jeg savner simpelthen, at historierne bliver foldet mere ud. I stedet slutter nogle af dem brat – lige der, hvor man begyndte at blive revet med. Fx kunne jeg bedst lide at læse novellen Kino, som er en mand hvis kone bedrager ham med en anden mand. Kino flytter og åbner en bar, hvor han kan leve i fred og ro. Fortællingen bliver mere og mere spændende og har noget af den klassiske mystik over sig, som man keder fra Murakamis bøger, men så slutter den brat. Og det, der egentlig ikke har været levnet meget plads til i fortællingen, træder pludselig frem og bliver det vigtigste. Men det spiller bare ikke rigtig. Lidt som om, han egentlig begyndte på en roman og kastede en masse bolde i luften, men så kom i tanke om, at det bare skulle være en novelle, og så faldt boldene uforløst til jorden.

Til gengæld er jeg ret vild med novellen Det selvstændige organ, selv om handlingen er temmelig dyster. Også novellen Yesterday kan noget, og i virkeligheden synes jeg, at de første fire noveller er meget mere vellykkede end de sidste tre. De sidste tre bliver i stedet lige lovlig mystiske, rodede og ja, uforløste. Måske er det med vilje, men det fanger mig desværre ikke.

Det er ikke spildt at læse Mænd uden kvinder, for Murakami kan som altid noget med historier og fortællinger. Men jeg havde nok foretrukket at se en af novellerne blive foldet ud til en roman i stedet.

Haruki Murakami: Mænd uden kvinder (2015), Klim, 210 sider

Ingen kommentarer:

Send en kommentar