Erlend Loe: Enden på verden som vi kender den

Jeg elskede Doppler – det har jeg før nævnt her på bloggen. Og nu har jeg fået læst den tredje bog i serie om Doppler: Enden på verden som vi kender den.

I første bog Doppler er Andreas Doppler familiefaren, der en dag beslutter sig for at flytte ud i skoven og leve der. I anden bog Volvo Lastvagnar rejser Doppler rundt og bor blandt andet i Nordsverige. Og i tredje bog vender Doppler hjem til familien i Oslo. Til det hvide hus, der imidlertid er blevet malet blåt og har fået tilføjet herrenavnet Egil Hegel på postkassen

Vi læste Enden på verden som vi kender den i læseklubben for en måneds tid siden, og der var delte meninger om den. Vi, der havde læst de to foregående bøger, syntes godt om den, mens hende, der ikke havde læst de andre bøger, var noget mere lunken. Jeg synes dog heller ikke helt, at treeren her kan hamle op med Doppler, som jeg virkelig elskede, og som jeg fik lyst til at læse endnu en gang. Men den har helt sikkert sine øjeblikke. Især fordi den påpeger mange af de ting, som er galt med verden i dag. Fx møder Doppler, efter han er vendt hjem, til sin store forbløffelse tøsebloggerne på internettet – dem der skriver om diverse hudplejeprodukter, mode og fotograferer sin mad. Det giver ingen mening for Doppler, der i årevis har været afsondret fra internettet. Således bliver mange nutidige fænomener behandlet med Dopplers øjne.

Det, jeg godt kan lide ved bogen, er, at Loe elegant formår at pege på vores alle sammens temmelig konforme måde at tænke og agere på. Fx da Doppler er vendt hjem og skal møde de gamle venner og langsomt begynder at pynte på historierne fra skoven. Det er som om omverdenen ikke kan acceptere, at Doppler blot var ude i skoven for at være. Der skal ligesom have været en højere mening med det, og der skal noget dramatisk ind over for at stille omverdenen tilfreds. 

Derudover er der noget helt grundlæggende komisk over Dopplers måde at tænke på. Fx at det kommer bag på ham, at hans kone Solveig og de tre børn er kommet videre i deres liv, mens han har været væk. Han forventer at blive modtaget som en konge, men i stedet er der rykket en anden mand ind. Sidenhen skal Doppler begynde at passe ind i samfundet igen, men det synes som en umulig opgave, når man allerede én gang har vendt livets hamsterhjul ryggen. Doppler passer ikke længere ind i de faste rammer, og han tilbringer blandt andet sine dage med en kanin (i øvrigt et utroligt komisk kapitel på s. 91). På den måde udfordrer Loe vores måde at leve på - han udfordrer alle os, der passer job, betaler husleje og generelt gør det, der er forventet af os.

Til gengæld er der også nogle passager i romanen, som det er svært at se meningen med, og de virker til tider overflødige. Det taler imod bogen, der dermed fremstår noget rodet. Jeg kan i hvert fald personligt bedst lidt første halvdel af bogen, hvor der er en form for kontinuitet i handlingen.

Det er bestemt en anbefalelsesværdig roman, hvis man trænger til god sommerunderholdning og i øvrigt elskede de første bøger i serien. Men måske er Dopplers univers en tand for sært, hvis man starter her. Jeg mener nu godt, at bogen kan så for sig selv. Så god fornøjelse med det!

- 

Erlend Loe: Enden på verden som vi kender den (2016), Gyldendal, 277 sider