En mand der hedder Ove

Kan man nu heller ikke få sin forbistrede søvn længere?

Jeg lå og blev lidt ligesom en mand, der hedder Ove i går aftes, fordi jeg ikke kunne sove. Det blev senere og senere, og der blev kortere og kortere tid, til vækkeuret ville ringe. Nå ja, og så skulle jeg tisse. Det var faktisk Oves skyld, jeg ikke kunne sove. Jeg læser ofte, inden jeg skal sove, og så bliver jeg så træt, at jeg til sidst falder i søvn. Men med En mand der hedder Ove har jeg bare haft lyst til at læse videre – uden at blive træt. Det gjorde jeg også i går, og pludselig var bogen slut. Og jeg kunne ikke sove.

En mand der hedder Ove er skrevet af svenskeren Fredrik Backman. Og ham Fredrik er ret god med ord. Kunne ikke lade være med at fnise op til flere gange allerede i første kapitel, hvor Ove forsøger at købe en datamat!

Ove er en ældre herre, der lever alene i sit rækkehus. At kalde ham venlig vil være lidt af en tilsnigelse, og han er ikke just typen, der sniksnakker med fremmede på gaden – eller bekendte for den sags skyld. Han går ekstremt meget op i, om folk kører i bil inde boligområdet, og ve den, der ignorerer reglerne – som fx manden i den hvide skjorte fra kommunen. Alligevel bliver Ove tvunget ud i kontakt med naboerne – blandt andet den gravide Parnaveh, hendes små piger og en skravlet lille kat – og pludselig kan Ove ikke længere være i fred.

Jeg tænker, at hvis jeg går meget mere ind i handlingen, kommer jeg uforvarende til at lave spoilers, og det er lidt synd, hvis man har tænkt sig at læse bogen. Så det vil jeg stoppe med her.

I stedet vil jeg konstatere, at En mand der hedder Ove er en feel good-bog om det at gøre sig umage for den, man elsker og at finde sin plads i tilværelsen og meningen med livet. Det lyder ret højtravende, men det er det egentlig ikke her. Det er som om, bogen starter lidt langsomt ud, men så tager tingene fart og udvikler sig. Måske var det derfor, jeg ikke kunne sove bagefter. Det er som om, det hele går i hak på den gode måde. Aarrrh okay – i det allersidste afsnit bliver det lige lovligt tykt – det kunne jeg godt have undværet (stadig ingen spoilers!). Der glemte forfatteren lige det gamle udtryk less is more.

Men pyt, En mand der hedder Ove er en dejlig bog – perfekt til en søndag i sofaen under tæppet. Og vi kan jo lige så godt blive inden døre og læse nogle bøger, når det er så koldt.

Fredrik Backman: En mand der hedder Ove (2012), People’s Press, 358 sider

Fire hængepartier

Jeg har ligget lidt på den lade side her på det sidste. Ikke i forhold til at få læst bøger, for det har jeg skam gjort. Men i forhold til at skrive om dem bagefter. Så nu vil jeg udnytte vinterkulden og få fortalt lidt om de bøger, jeg har læst her hen over efteråret og indtil nu.

Henrik Denta: Guld og bedrag

I bedste Olsen Banden-stil blev Danmarks guldreserver flyttet ud af landet i 1939 – lige inden Anden Verdenskrig brød ud. Man kan næsten høre Egon Olsen sige: ”Aktionen starter klokken tre i nat præcis. Vi skal bruge 11 lastbiler, en flok postmedarbejdere og politibetjente osv. osv. osv.…”  Så det foregik i dybeste hemmelighed, og derfor er der heller ikke særligt meget nedfældet på papir – det skete faktisk uden om Folketinget! 

Jeg synes, det er en vildt fascinerende historie. Den indeholder mange elementer: Storpolitik, guldets historie, praktikken omkring flytningen og meget andet. Det eneste, jeg nok kunne undvære er, at Henrik Denta ind i mellem bliver fristet til at flette lidt reportageelementer ind i historien, fx allerede i starten: ”Carl Valdemar Bramsnæs trak kraven tættere op om ørerne.” Det er helt unødvendigt med den slags digtning, for historien er så spændende i sig selv. Men når det er sagt, kan jeg klart anbefale den!

Kaspar Colling Nielsen: Mount København

En lidt ældre sag, men ikke desto mindre læseværdig. Colling Nielsen vandt debutantprisen i 2010 for den science fiction-lignende novellesamling, hvor nogle af historierne hænger sammen og ting går igen på nye måder. Scenariet er i fremtiden, hvor der er blevet bygget et kæmpe bjerg i Danmark. Det giver både nye dyrearter – fx den danske bjergged – og ændrer på klimaet i Danmark, og det er ærligt talt en ret syret, men ikke desto mindre meget underholdende samling historier. Der skal en snørklet hjerne til at skrive den slags fortællinger, og på en måde lykkes det at fortælle dem ganske troværdigt, som om det godt kunne ske i virkeligheden. 

Jeg har tidligere læst Kaspar Colling Nielsens roman Den danske borgerkrig 2018-24, og den var jeg også ret glad for. Det er som om, at han skriver med sådan en selvsikkerhed, at begge bøger virker som en forudsigelse for fremtiden. Lidt dystert uden alligevel helt at være det. Jeg købte Mount København i billigbogsudgaven, hvilket gør den oplagt at tage med på ferien. Stilen er let at læse, og bogen let at bære, så hvis du har planer om at stikke af fra den sibiriske kulde her i Danmark, er det et oplagt bud.

Maja Lee Langvad: Hun er vred

I min læseklub blev vi kontaktet af en ph.d.-studerende, der undersøgte læseklubber. Ham ville vi da gerne have besøg af, og det betød, at vi kunne vælge mellem to bøger. Valget faldt på Maja Lee Langvads Hun er vred. 

Vi troede jo nok i første omgang, at vi skulle i gang med et ultrafeministisk manifest, men i stedet handler bogen om transnational adoption. Ikke noget jeg ved sønderligt meget om.

Jeg må indrømme, at jeg lige blev lidt træt, da jeg opdagede, at samtlige afsnit i bogen begynder med ”Hun er vred…”. Puha, så er linjen ligesom lagt. Men overraskende nok var det slet ikke så udmattende, som jeg havde ventet – faktisk grænser det nogle gange til det humoristiske trods det ret følelsestunge emne. Jeg lærte i hvert fald en del mere om adoption og alle de problematikker, der er forbundet med det. Langvad bliver dog nogle gange lige lovlig generaliserende – som om hun antager, at alle adopterede inderst inde er ulykkelige over at de er adopterede, og det bliver lidt for meget af det gode. Til gengæld formår hun at gøre emnet interessant for en som mig, som egentlig aldrig har reflekteret over den slags. For det var nok ikke en bog, jeg ellers ville have læst.

Vores ph.d.-gæst undersøgte i øvrigt, hvordan vi reagerer på alt det udenom bogen – altså omslag og den slags – og hvad det betyder for vores opfattelse af bogen. Og det snakkede vi stort set ikke om under hele seancen, hvor han agerede flue på væggen. Gad vide, hvad han fik ud af det?

Haruki Murakami præsenterer: Fødselsdagshistorier

Den sidste bog er jeg netop blevet færdig med: En samling noveller udvalgt af en af mine yndlingsforfattere, Haruki Murakami. Fælles for novellerne er, at der optræder fødselsdage i dem alle. Nogle gange er det dog ret perifert – og nærmest uden betydning for historien. Jeg kunne sjovt nok bedst lide den sidste novelle, som er skrevet af Murakami selv. Den er klassisk Murakami med lidt mystik, som jeg bedst kan lide det. Resten af novellerne er korte og overskuelige at læse – hovedsageligt af amerikanske forfattere. Men jeg må indrømme, at samlingen ikke gjorde det store indtryk på mig. Nogle af historierne virker faktisk helt ligegyldige. Så hvis jeg nu skal være rigtig hård, så er det her altså en af de Murakami-bøger, der nemt kan skippes (det er jo også kun en lille del, der er af Murakami selv). Men hvad ved jeg – måske var jeg træt, da jeg læste den…