Sommerens pipeline

Nu er sommeren ved at indfinde sig, og når altankrukkerne er plantet om, og avisen er læst, bliver der god tid til at slå sig ned med en kop kaffe og en god bog. Jeg har naturligvis en del bøger i pipeline, som jeg håber at få læst i løbet af sommeren. På en hylde i min bogreol har jeg en lille plads reserveret til denne pipeline. Jeg har også bøger stående i min reol, som jeg aldrig har fået læst, og egentlig burde jeg jo kassere dem, når de ikke er på pladsen for kommende bøger. Men man ved jo aldrig, om man skulle få lyst en dag…

Nogle af dem, jeg har planer om at bruge min sommer på, er nye, andre er halvnye, og nogle er helt gamle.

Bunken af bøger, der mangler at blive læst, skal helst have plads til 

at have Buddha-hovedet stående ovenpå sig - ellers bliver det lidt for uoverskueligt.

Først og fremmest skal jeg have læst Erlend Loes nyeste roman Enden på verden som vi kender den. Den er treeren i Doppler-serien, og vi har besluttet os at læse den i bogklubben, så senere i juni kan du læse min mening om den. På den ene side glæder jeg mig, for jeg ELSKEDE Doppler. Men på den anden side er jeg lidt beklemt ved det – man kan jo risikere at blive skuffet, hvis den ikke kan lave op til etteren (det kunne toeren, Volvo Lastvagnar ikke, synes jeg). Og selv om jeg er stor fan af Erlend Loe, synes jeg, at kvaliteten af hans bøger er meget svindende.

Når bogklubben er gået på sommerferie, regner jeg med at kaste mig over Daniel Denciks novellesamling Grand Danois. Den er meget rost, og handler eftersigende om ensomhed og mænd. Jeg har aldrig læst noget af ham før, så det ser jeg frem til – om end temaet lyder en anelse deprimerende.

I min bunke ligger også Anthony Doerrs Alt det lys vi ikke ser, som jeg nok er en af de sidste bogbloggere, der kaster mig over! Jeg gik faktisk i gang med den i vinters, men jeg synes, den var ret træg at starte op på, så nu må vi se, om jeg får gjort alvor af det.

Feministen Caitlin Morans Sådan opfinder man en pige er også i pipeline. Den, regner jeg med, minder en del om hendes selvbiografiske Kunsten at være kvinde, som jeg nød at læse, men dog ikke helt kunne identificere mig med. Jeg har lidt på fornemmelsen, at Sådan opfinder man en pige er en roman kraftigt inspireret af forfatterens eget liv. Så måske er der ikke så meget nyt under solen – vi får se.

Jeg skal også have læst mig mere ind på Alice Munros forfatterskab – og næste gang bliver det Livet. Jeg har kun læst én af hendes novellesamlinger (Væk), som jeg til gengæld også virkelig nød. Så det er lidt for dårligt, at jeg ikke er kommet videre, men der dukker jo hele tiden så mange nye spændende bøger op – det er til at blive helt stresset af! Jeg har faktisk endnu en novellesamenling, Fjendskab, Venskab, Ægteskab, som min stedsvigermor (kan man sige det?) forærede mig efter en oprydning i hendes egen bogreol. Vi deler ofte bogsmag, så mon ikke også den er god? Alice Munro har trods alt vundet Nobelprisen, så man går nok ikke helt galt i byen med hende.

Nederst i bunken ligger der en nyoversættelse af Haruki Murakamis roman Hardboiled wonderland og verdens ende. Det er en gammel sag fra tidligt i hans forfatterskab, men ikke desto mindre først for nylig oversat til dansk. Det bliver næste gang, jeg er i Murakami-humør.

Men så er vi da vist også ved at være langt henne i efteråret…

Haruki Murakami: Mænd uden kvinder

Jeg har tidligere her på bloggen givet udtryk for, at jeg er stor fan af den japanske forfatter Haruki Murakami. Og nu fik jeg endelig læst hans seneste novellesamling Mænd uden kvinder. Den har ventet lige siden bogmessen i efteråret, og nu var jeg endelig nået gennem bunken af bøger, der lå ovenpå den.

At læse Murakami er for mit vedkommende noget, jeg skal være i humør til. Det er ikke altid, jeg lige har lyst til at gå i gang med ham. Men når jeg så beslutter mig for det, er det som at møde en gammel ven. Sådan er det vel, når man efterhånden har læst en del bøger af samme forfatter. Sådan havde jeg det også med Mænd uden kvinder. Murakami har en helt særlig, nærmest minimalistisk måde at skrive på, og Mænd uden kvinder er ingen undtagelse.

Samlingen består af syv noveller af varierende længde. Og alle har mænd som omdrejningspunkt og kredser om kvinder – eller fraværet af samme – som titlen også antyder.

Desværre synes jeg ikke, at dette er en af Murakamis bedste udgivelser. Jeg savner simpelthen, at historierne bliver foldet mere ud. I stedet slutter nogle af dem brat – lige der, hvor man begyndte at blive revet med. Fx kunne jeg bedst lide at læse novellen Kino, som er en mand hvis kone bedrager ham med en anden mand. Kino flytter og åbner en bar, hvor han kan leve i fred og ro. Fortællingen bliver mere og mere spændende og har noget af den klassiske mystik over sig, som man keder fra Murakamis bøger, men så slutter den brat. Og det, der egentlig ikke har været levnet meget plads til i fortællingen, træder pludselig frem og bliver det vigtigste. Men det spiller bare ikke rigtig. Lidt som om, han egentlig begyndte på en roman og kastede en masse bolde i luften, men så kom i tanke om, at det bare skulle være en novelle, og så faldt boldene uforløst til jorden.

Til gengæld er jeg ret vild med novellen Det selvstændige organ, selv om handlingen er temmelig dyster. Også novellen Yesterday kan noget, og i virkeligheden synes jeg, at de første fire noveller er meget mere vellykkede end de sidste tre. De sidste tre bliver i stedet lige lovlig mystiske, rodede og ja, uforløste. Måske er det med vilje, men det fanger mig desværre ikke.

Det er ikke spildt at læse Mænd uden kvinder, for Murakami kan som altid noget med historier og fortællinger. Men jeg havde nok foretrukket at se en af novellerne blive foldet ud til en roman i stedet.

Haruki Murakami: Mænd uden kvinder (2015), Klim, 210 sider