I
læseklubben kastede vi os over en klassiker: George Orwells 1984. Den har længe været på to
do-listen over klassikere, jeg gerne ville læse.
Jeg var ret glad for Kammerat Napoleon
– eller Animal Farm – som vi læste i
engelsk i gymnasiet, så 1984 manglede.
Og den
levede op til forventningerne - og mere til. Det er altid interessant at læse
noget, der er skrevet som en forudsigelse, for hvad holdt stik? 1984 var året, hvor jeg blev født,
så meget vand er allerede løbet gennem åen, men man skal nok heller ikke
ligefrem tage selve året så bogstaveligt – det er mere en dystopi over, hvordan
verden kan risikere at se ud, hvis den udvikler sig i en totalitær retning.
I 1984
består verden af tre forskellige verdensdele, der skiftes til at være i krig
med hinanden. Jeg vil ikke gå så meget ind i selve handlingen – i stedet vil jeg
hellere vælge par temaer, som er interessante, og som jeg synes, vi desværre også ser eksempler på i dag.
Det ene
er historien – eller rettere den historieløshed, der hersker i et totalitært
samfund. Hovedpersonen Winstons arbejde går ud på at manipulere historien. Hver
gang, der sker noget, der evt. kan skade partiet, skal historien skrives om. Så
skal gamle aviser skrives om, så arkiverne kun viser den version af sandheden,
som partiet ønsker. I 1984 er fortiden nærmest ikke-eksisterende. Der er ingen,
der kan huske, hvordan verden så ud før – og der er ingen, der aner, hvordan
samfundet var skruet sammen i fx 1800-tallet. Det oplagt spørgsmål er, om man virkelig er nødt til at slette
historien for at bevare magten?
Noget
tyder på det. Det er fx ikke så længe siden, jeg hørte om, at Islamisk Stat har
ødelagt oldtidsbyer og andre helt unikke steder. Jeg har tit tænkt over, hvad i
alverden Islamisk Stat får ud af at smadre oldtidsbyen Palmyra. George Orwell
giver mig svaret: Magt.
Noget
andet interessant ved 1984 er
sproget. I Oceanien (den stormagt, handlingen foregår i) er sproget langsomt
ved at blive ændret til nysprog. I nysprog forenkles sproget og mange ord udgår
– især ord, der kan signalere holdning. Når nysprog er fuldendt, vil det ikke
længere være muligt at have en holdning. Se, sådan pacificerer man sin
befolkning.
Vi har
ikke nysprog i dag. Men vi har godt nok mange ord for noget, der ikke ville
lyde så rart, hvis vi rent faktisk sagde det, som det var. Hvad med fx
”uledsagede mindreårige flygtninge”? Hvorfor siger vi ikke bare:
Flygtningebørn, der kommer alene uden mor og far. Av, det lyder altså ikke
rart. Så er uledsagede lidt lettere at sluge og lave regler omkring. Eller
hvad med ordet ”Jobcenter”? Man finder så vidt jeg ved ikke mange jobs i
Jobcenteret. I stedet handler det om kontrol, så egentlig er det vel et lidt
misvisende ord. I 1984 tager George
Orwell den endnu længere: Her er Ministeriet for Fred det ministerium, der
fører krig.
At
Orwell tilbage i 1940’erne kunne formulere den slags i sin roman, tyder til
gengæld også på, at man heller ikke dengang nødvendigvis kaldte en spade for en
spade.
Jeg kunne
have taget fat i meget mere. Fx hele overvågningssamfundet, som hersker i
Oceanien. Udtrykket ”Big brother is watching you” gætter jeg på er taget
direkte fra 1984, eftersom herskeren i Oceanien kaldes Store Broder. På den
måde har Orwell dannet mange udtryk, som er helt almindelige i dag. Og derfor er 1984 interessant læsning. Egentlig er den også en kærlighedhistorie, men det er for mig kun sekundært - det er forholdene i romanen, der som jeg ser det har gjort den til en klassiker.
Kammerat Napoleon
Jeg
kunne ikke helt stoppe, da jeg var færdig med 1984, så jeg besluttede mig for at genlæse Kammerat Napoleon – denne gang på dansk. Bogen er jo ren satire,
men det løber mig koldt ned ad ryggen. Dyrene gør oprør mod
deres fordrukne herre, og fordi svinene er de klogeste, er det dem, der overtager styringen af gården. Langsomt korrumperes svinene og blive mere og mere som menneskerne, som
de ellers forsagede.
Jeg kan
huske, hvordan vi i engelsktimerne i gymnasiet nærmest en til en kunne føre
handlingen over på Sovjetunionen (hvor bogen også blev forbudt). Stalin som
grisen Napoleon og Trotskij som grisen Snowball. Og under min genlæsning kunne jeg mærke, hvordan min indignation
på vegne af de øvrige dyr steg og steg. Dyrene kan ikke stille noget op. De har en fornemmelse af, at noget er helt galt, men de er for godtroende til vitterligt at tro på det og indse, hvor meget grisene snyder og udnytter dem.
George
Orwell afviste at være antisocialist – han insisterede på, at målet med 1984
var antitotalitært. Jeg synes, at alle bør læse hans bøger. Javel, de er gamle,
og sproget er ikke ligefrem 2016. Men de giver stof til eftertanke – også her
70 år senere.
George
Orwell: 1984 (1949), Gyldendal, 344 sider (10. udgave, 1. oplag)
George
Orwell: Kammerat Napoleon (1947), Gyldendal, 119 sider (4. udgave, 1. oplag –
købt antikvarisk)