Den barske mandelgave

Der har været lidt stille på bloggen. Det er for dårligt – jeg er kommet voldsomt bagud med de bøger, jeg har læst, og jeg får ikke skrevet om dem alle. Til gengæld er dagens indlæg en lille julespecial. Så rigtig glædelig bagjul og godt nytår!

Jeg havde den fornøjelse for første gang at være værtinde juleaften. Min kæreste og jeg havde besøg af svigermor og hendes mand, og jeg havde set frem til at stå for hele julemiddagen. Det eneste, jeg bad vores gæster om, var at medbringe en mandelgave. Der knytter sig mange traditioner til risalamande og mandler. I min egen familie plejer vi at have al risalamanden i én skål, og så er det op til folk selv at skovle op og håbe, at mandlen følger med. Man må naturligvis ikke stikke eller grave i skålen – man skal tage lige for og håbe på sit held. Det er en fin metode til en familie, der elsker risalamande – og det gør vi i min familie.

For Jeppes familie er det en lidt anden sag. Her portionsanretter man nemlig og gemmer mandlen i en af portionerne. Det er en smart metode, hvis man ikke er så vild med risalamande – så risikerer man ikke at skulle æde sig igennem en hel skål.

Så vi kørte med skålene, når nu det var Jeppes familie, vi tilbragte juleaften med. Jeg anrettede, og de andre valgte tallerken. Og så var jeg simpelthen så heldig at vinde mandlen og mandelgaven.

Mandelgave var – meget a pro pos – den lille novellesamling Mandelgaven af Erik Valeur. En glimrende mandelgave med ”syv barske fortællinger om mandelgaven”. Vores gæster fortalte, at Erik Valeur efter sigende havde efterlyst mandelgavehistorier i sin bekendtskabskreds, og de er så blevet til syv tidløse noveller om mandelgaven, hvor dramaet lurer lige under overfladen. Det gør det lidt sjovere, at historierne muligvis har en virkelighed bag sig.

Bogen er på sølle 88 sider, og dermed er den perfekt at pakke i tasken til de små pauser i juledagene, som vi tilbragte i Svendborg. Ikke dårligt at læse, når man nu er i julestemning i forvejen.

Det sjove ved Mandelgaven er, at den går ind og berører de helt grundlæggende små etiske dilemmaer der er ved legen om mandlen. Er det fx ok at snyde, så det altid er børnene, der vinder mandlen (Nej! Børn og voksne konkurrerer på lige fod, hvis du spørger mig!).

Mandelgaven er med andre ord en genial lille mandelgave til den historieglade familie. Den eneste lille anke jeg har mod den er, at Erik Valeur er lidt for glad for meget lange sætninger med mange informationer i – så taber man ind i mellem tråden. Men derudover rammer den godt ned i vores danske hyggelige tradition, der kan få både det bedste og værste frem i folk.

Køb den som mandelgave næste jul – den kommer ikke til at gå af mode!

Rigtig godt nytår!

Erik Valeur, Mandelgaven (2016), Politikens Forlag, 88 sider

1984 og Kammerat Napoleon

I læseklubben kastede vi os over en klassiker: George Orwells 1984. Den har længe været på to do-listen over klassikere, jeg gerne ville læse. Jeg var ret glad for Kammerat Napoleon – eller Animal Farm – som vi læste i engelsk i gymnasiet, så 1984 manglede.

Og den levede op til forventningerne - og mere til. Det er altid interessant at læse noget, der er skrevet som en forudsigelse, for hvad holdt stik? 1984 var året, hvor jeg blev født, så meget vand er allerede løbet gennem åen, men man skal nok heller ikke ligefrem tage selve året så bogstaveligt – det er mere en dystopi over, hvordan verden kan risikere at se ud, hvis den udvikler sig i en totalitær retning.

I 1984 består verden af tre forskellige verdensdele, der skiftes til at være i krig med hinanden. Jeg vil ikke gå så meget ind i selve handlingen – i stedet vil jeg hellere vælge par temaer, som er interessante, og som jeg synes, vi desværre også ser eksempler på i dag.

Det ene er historien – eller rettere den historieløshed, der hersker i et totalitært samfund. Hovedpersonen Winstons arbejde går ud på at manipulere historien. Hver gang, der sker noget, der evt. kan skade partiet, skal historien skrives om. Så skal gamle aviser skrives om, så arkiverne kun viser den version af sandheden, som partiet ønsker. I 1984 er fortiden nærmest ikke-eksisterende. Der er ingen, der kan huske, hvordan verden så ud før – og der er ingen, der aner, hvordan samfundet var skruet sammen i fx 1800-tallet. Det oplagt spørgsmål er, om man virkelig er nødt til at slette historien for at bevare magten?

Noget tyder på det. Det er fx ikke så længe siden, jeg hørte om, at Islamisk Stat har ødelagt oldtidsbyer og andre helt unikke steder. Jeg har tit tænkt over, hvad i alverden Islamisk Stat får ud af at smadre oldtidsbyen Palmyra. George Orwell giver mig svaret: Magt.

Noget andet interessant ved 1984 er sproget. I Oceanien (den stormagt, handlingen foregår i) er sproget langsomt ved at blive ændret til nysprog. I nysprog forenkles sproget og mange ord udgår – især ord, der kan signalere holdning. Når nysprog er fuldendt, vil det ikke længere være muligt at have en holdning. Se, sådan pacificerer man sin befolkning.

Vi har ikke nysprog i dag. Men vi har godt nok mange ord for noget, der ikke ville lyde så rart, hvis vi rent faktisk sagde det, som det var. Hvad med fx ”uledsagede mindreårige flygtninge”? Hvorfor siger vi ikke bare: Flygtningebørn, der kommer alene uden mor og far. Av, det lyder altså ikke rart. Så er uledsagede lidt lettere at sluge og lave regler omkring. Eller hvad med ordet ”Jobcenter”? Man finder så vidt jeg ved ikke mange jobs i Jobcenteret. I stedet handler det om kontrol, så egentlig er det vel et lidt misvisende ord. I 1984 tager George Orwell den endnu længere: Her er Ministeriet for Fred det ministerium, der fører krig.

At Orwell tilbage i 1940’erne kunne formulere den slags i sin roman, tyder til gengæld også på, at man heller ikke dengang nødvendigvis kaldte en spade for en spade.

Jeg kunne have taget fat i meget mere. Fx hele overvågningssamfundet, som hersker i Oceanien. Udtrykket ”Big brother is watching you” gætter jeg på er taget direkte fra 1984, eftersom herskeren i Oceanien kaldes Store Broder. På den måde har Orwell dannet mange udtryk, som er helt almindelige i dag. Og derfor er 1984 interessant læsning. Egentlig er den også en kærlighedhistorie, men det er for mig kun sekundært - det er forholdene i romanen, der som jeg ser det har gjort den til en klassiker.

Kammerat Napoleon

Jeg kunne ikke helt stoppe, da jeg var færdig med 1984, så jeg besluttede mig for at genlæse Kammerat Napoleon – denne gang på dansk. Bogen er jo ren satire, men det løber mig koldt ned ad ryggen. Dyrene gør oprør mod deres fordrukne herre, og fordi svinene er de klogeste, er det dem, der overtager styringen af gården. Langsomt korrumperes svinene og blive mere og mere som menneskerne, som de ellers forsagede.

Jeg kan huske, hvordan vi i engelsktimerne i gymnasiet nærmest en til en kunne føre handlingen over på Sovjetunionen (hvor bogen også blev forbudt). Stalin som grisen Napoleon og Trotskij som grisen Snowball. Og under min genlæsning kunne jeg mærke, hvordan min indignation på vegne af de øvrige dyr steg og steg. Dyrene kan ikke stille noget op. De har en fornemmelse af, at noget er helt galt, men de er for godtroende til vitterligt at tro på det og indse, hvor meget grisene snyder og udnytter dem.

George Orwell afviste at være antisocialist – han insisterede på, at målet med 1984 var antitotalitært. Jeg synes, at alle bør læse hans bøger. Javel, de er gamle, og sproget er ikke ligefrem 2016. Men de giver stof til eftertanke – også her 70 år senere.

  

George Orwell: 1984 (1949), Gyldendal, 344 sider (10. udgave, 1. oplag)

George Orwell: Kammerat Napoleon (1947), Gyldendal, 119 sider (4. udgave, 1. oplag – købt antikvarisk)

Ane Riel: Harpiks

Jeg havde egentlig andre bogplaner i min sommerferie. Men så var vi hjemme ved min svigerfamilie i nogle dage, og så stak min stedsvigermor Ane Riels Harpiks i hånden på mig.

”Læs den!” beordrede hun. Jeg trak lidt på det, fordi jeg egentlig havde George Orwells 1984 på programmet, men hun gav ikke op, og scenariet gentog sig dagen efter – denne gang ledsaget med ordene ”Det er lige en bog for dig, det tænkte jeg, da jeg læste den”. Jeg var stadig kun nået til Per Stig Møllers forord i 1984, så jeg gav mig og lånte Harpiks med hjem.

Nu er det efterhånden nogle uger siden jeg blev færdig, men det skal da ikke afholde mig fra at fortælle lidt om Harpiks.

Det svære ved Harpiks er dog, at det er meget svært at skrive om den uden at komme med spoilers. Så det vil jeg forsøge at lade være med. I stedet vil jeg sige, at jeg ikke var helt oppe og ringe over den, men den var absolut heller ikke dårlig. Den var nok snarere uhyggelig – uhyggelig på den der omsorgssvigt-der-ikke-var-af-ond-mening-måden. Måske er det bare derfor, jeg ikke var oppe at ringe over den. Det er ikke den type bøger, jeg normalt kaster mig over. For Harpiks er ikke socialrealisme på samme måde som Planen, som jeg læste i foråret. Der er den nemlig lidt for svær at placere både geografisk og tidsmæssigt.

Harpiks foregår på en fiktiv ø i en ikke nærmere bestemt tidsperiode. Meget af romanen er set fra pigen Livs synspunkt. Hun bor afsides med sin mor og far og en helt masse ragelse. Og det, jeg er virkelig imponeret over ved Harpiks, er, at jeg sjældent har læst en bog, der er så troværdigt skrevet ud fra et barns synspunkt. Liv kender jo ikke andet end det liv, hun har, men hun begynder at få en anelse om, at det ikke er helt normalt. Ane Riel formår at ramme den der naive, barnlige tone – uden det bliver for meget. Hun får indkapslet barnets ukomplicerede måde at opfatte en virkelig kompliceret verden på. Det er godt gjort.

Romanen indeholder nogle ret fucked up ting. Hvem kan fx have det at ligge i en frisktømret kiste som et dyrebart barndomsminde? Hvordan kan en kvinde blive så stor, at hun ikke kan bevæge sig nogen steder hen? Hvordan kan man melde en person død, uden hun er død? Det er nok også derfor, jeg synes, bogen er lidt uhyggelig – selv om den også er lidt langt ude på nogle punkter.

Men den var svær at lægge fra sig. Og dermed god – men lidt dyster – ferielitteratur.

Nu har jeg ”læst” Krig og Fred

Så er jeg tilbage på den daglige cykeltur mellem Amager og Københavns Nordhavn: Ferien er forbi og arbejdet passer ikke længere sig selv. Det har været en dejlig ferie, og den blev brugt fornuftigt. Jeg fik nemlig pløjet mig gennem klassikere som Krig og Fred, Moby Dick og Kong Ødipus. Er det ikke bare fantastisk, at man kan nå den slags i sin ferie? Det er ret fantastisk, synes jeg, og Danmarks Radio har gjort det super let for mig i denne ferie.

Jeg har nemlig temmelig meget hoppet over, hvor gærdet var lavest. Som en super service har DR’s Anne Termansen nemlig fået otte forskellige danske forfattere til at genfortælle deres yndlingsromaner. Det er der kommet nogle rigtig gode podcasts ud af, og det er jo perfekt, når sommervejret i min sidste ferieuge var temmelig omskifteligt, og jeg samtidig også gerne ville hygge mig med lidt broderi.

Jeg kastede mig først over Jens Smærup Sørensens genfortælling af Lev Tolstojs Krig og Fred. De to bind står på min bogreol, men jeg må med skam erkende, at jeg nok bare aldrig får dem læst. Det lykkedes mig for mange år siden at komme i gennem Dostojevskijs Forbrydelse og Straf (prale, prale, ja, jeg har faktisk læst den, og den var god!), og jeg tænkte dengang, at Krig og Fred også burde læses en dag, for der er bare noget fascinerende ved Rusland. Men jeg tror helt ærligt, at jeg først kommer til det en gang, når jeg bliver gammel. Det er derfor interessant at høre Jens Smærup Sørensens fortolkning af romanen – inklusive spoilers! Og tak for at der er spoilers – det er jo i virkeligheden det, man er ude efter, når man ved, at man nok alligevel aldrig finder koncentrationen eller tiden til t få læst værket.

Jeg var også meget glad for podcasten om Moby Dick, som bliver genfortalt af Ib Michael. Det fantastiske ved denne podcast er, at hans kærlighed til bogen virkelig skinner tydeligt igennem.

Og så var jeg meget begejstret for Søren Ulrik Thomsens fortælling om Kong Ødipus, hvor jeg samtidig kunne konstatere, at jeg troede, at den historie handlede om noget helt andet. Jeg har altid troet, at Ødipus var en ond karakter, men det ændrede jeg syn på efter at have hørt den kyndige gennemgang af historien.

Således taknemmelig for at nogen tager sig tid til at lave glimrende podcasts med spoilers og det hele, så vi andre kan spille kloge, hvis vi en dag får en bordherre, der rent faktisk har læst Krig og Fred (som om det nogensinde skulle ske!)

Her kan du finde Klassikere genfortalt

Og nu vi er ved podcasts om bøger, vil jeg også lige anbefale Politikens Poptillæg med værten Lucia Odoom. Her får alskens popfænomener en kompetent behandling, og det er fedt at høre gæsterne i studiet nørde igennem emner som Beyonces album Lemonade eller min yndlings tv-serie Game of Thrones. Op til sommeren handlede det om bøger i podcasten Poptillæggets solhede læsemaraton, hvor en flok unge kvinder på min alder diskuterer bøger – både dem, de læser og dem, de ikke har fået læst, selv om intentionen var der. Måske kan jeg netop rigtig godt lide Politikens Poptillæg, fordi jeg passer perfekt ind i målgruppen – anyways, det er et lyt værd. 

- Også selv om ferien nu er slut og hverdagen trænger sig på. Måske netop derfor!

Læs mere om Politikens poptillæg her

Daniel Dencik: Grand danois

Jeg har ikke før læst noget af Daniel Dencik, men da jeg faldt over en meget rosende anmeldelse i Politiken, besluttede jeg mig for, at novellesamlingen Grand Danois skulle være en del af mit sommerpensum. Det var en god beslutning.

Den røg med i tasken, da jeg for to uger siden fik sommerferie og tog til Ystad på spaophold med min kæreste. Sådan en lille nem novellesamling på 173 sider er perfekt til den slags. Novellerne er af overkommelig længde og passer lige til en lille pause på værelset eller til en panoramaudsigt ud over Østersøen (ja, det var en skøn tur, og Ystad Saltsjöbadet kan anbefales til alle med hang til luksus og badekåber!). At jeg så samtidig havde glemt min oplader til min telefon betød, at jeg ikke faldt i SoMe-fælden, men i stedet brugte de små pauser med en bog i hånden – sådan som det i virkeligheden altid burde være.

Jeg fik tilfældigvis fat i en signeret udgave, da jeg købte bogen. På første side har forfatteren skrevet ”Nogle gange bliver det hele bare lidt for sørgeligt”. I øvrigt et citat, der går igen i en af novellerne. Der er også noget sørgeligt over novellerne – ikke at det er noveller forbundet med store tab, som vi kender dem, når fx et nært familiemedlem dør, eller man havner i en livskrise som arbejdsløshed, sygdom eller andet. Det er en anden form for ensomhed – at de mandlige hovedpersoner er øer, der ikke er forbundet med andre, men på en måde helt alene.

En af mine favoritter i novellesamlingen er novellen Hansen, der handler om en lille dreng, hvis far (der hedder Hansen til efternavn) han ikke har kontakt med, men som troligt skriver breve til ham og altid finder hans adresse, selv om de flytter. Hans mor får en ny mand, der også hedder Hansen, men denne Hansen vil gerne bestemme og har nogle lidt specielle ideer om opdragelse. Jeg vil ikke røbe mere, men denne novelle er – i modsætning til nogle af de andre – fuld af håb.

En anden novelle, jeg også godt kunne lide, var Fredens park, der handler om en mand, der netop er kommet hjem fra Doha med underskrevne skilsmissepapirer. Som blind passager i tastaturet er en lille myre, som han fatter sympati for og får lyst til at beskytte. Der er noget tragikomisk og deprimerende over det – og samtidig noget genkendeligt. Kan man virkelig få sig selv til at slå en lille myre, der har rejst med den lange vej fra Doha, ihjel? Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne.

Ofte synes jeg, at novellesamlinger er en blandet fornøjelse. Bedst som man er kommet i gang med historien, slutter den. Sådan er Grand Danios ikke. På den måde er det fine små afsluttede fortællinger i et let og ubesværet sprog, og selv om de vel nok giver lyst til at vide mere om, hvordan det vil gå hovedpersonerne, er de alligevel perfekt afsluttet. Og når man først er begyndt på en novelle, er man nødt til at læse den færdig. Det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg læser noget af Daniel Dencik.

Daniel Dencik: Grand Danois (2016), Gyldendal, 173 sider

-

Og så slutter vi lige af med den skønne udsigt, som nogle af novellerne konkurrerede med:

Erlend Loe: Enden på verden som vi kender den

Jeg elskede Doppler – det har jeg før nævnt her på bloggen. Og nu har jeg fået læst den tredje bog i serie om Doppler: Enden på verden som vi kender den.

I første bog Doppler er Andreas Doppler familiefaren, der en dag beslutter sig for at flytte ud i skoven og leve der. I anden bog Volvo Lastvagnar rejser Doppler rundt og bor blandt andet i Nordsverige. Og i tredje bog vender Doppler hjem til familien i Oslo. Til det hvide hus, der imidlertid er blevet malet blåt og har fået tilføjet herrenavnet Egil Hegel på postkassen

Vi læste Enden på verden som vi kender den i læseklubben for en måneds tid siden, og der var delte meninger om den. Vi, der havde læst de to foregående bøger, syntes godt om den, mens hende, der ikke havde læst de andre bøger, var noget mere lunken. Jeg synes dog heller ikke helt, at treeren her kan hamle op med Doppler, som jeg virkelig elskede, og som jeg fik lyst til at læse endnu en gang. Men den har helt sikkert sine øjeblikke. Især fordi den påpeger mange af de ting, som er galt med verden i dag. Fx møder Doppler, efter han er vendt hjem, til sin store forbløffelse tøsebloggerne på internettet – dem der skriver om diverse hudplejeprodukter, mode og fotograferer sin mad. Det giver ingen mening for Doppler, der i årevis har været afsondret fra internettet. Således bliver mange nutidige fænomener behandlet med Dopplers øjne.

Det, jeg godt kan lide ved bogen, er, at Loe elegant formår at pege på vores alle sammens temmelig konforme måde at tænke og agere på. Fx da Doppler er vendt hjem og skal møde de gamle venner og langsomt begynder at pynte på historierne fra skoven. Det er som om omverdenen ikke kan acceptere, at Doppler blot var ude i skoven for at være. Der skal ligesom have været en højere mening med det, og der skal noget dramatisk ind over for at stille omverdenen tilfreds. 

Derudover er der noget helt grundlæggende komisk over Dopplers måde at tænke på. Fx at det kommer bag på ham, at hans kone Solveig og de tre børn er kommet videre i deres liv, mens han har været væk. Han forventer at blive modtaget som en konge, men i stedet er der rykket en anden mand ind. Sidenhen skal Doppler begynde at passe ind i samfundet igen, men det synes som en umulig opgave, når man allerede én gang har vendt livets hamsterhjul ryggen. Doppler passer ikke længere ind i de faste rammer, og han tilbringer blandt andet sine dage med en kanin (i øvrigt et utroligt komisk kapitel på s. 91). På den måde udfordrer Loe vores måde at leve på - han udfordrer alle os, der passer job, betaler husleje og generelt gør det, der er forventet af os.

Til gengæld er der også nogle passager i romanen, som det er svært at se meningen med, og de virker til tider overflødige. Det taler imod bogen, der dermed fremstår noget rodet. Jeg kan i hvert fald personligt bedst lidt første halvdel af bogen, hvor der er en form for kontinuitet i handlingen.

Det er bestemt en anbefalelsesværdig roman, hvis man trænger til god sommerunderholdning og i øvrigt elskede de første bøger i serien. Men måske er Dopplers univers en tand for sært, hvis man starter her. Jeg mener nu godt, at bogen kan så for sig selv. Så god fornøjelse med det!

- 

Erlend Loe: Enden på verden som vi kender den (2016), Gyldendal, 277 sider

Sommerens pipeline

Nu er sommeren ved at indfinde sig, og når altankrukkerne er plantet om, og avisen er læst, bliver der god tid til at slå sig ned med en kop kaffe og en god bog. Jeg har naturligvis en del bøger i pipeline, som jeg håber at få læst i løbet af sommeren. På en hylde i min bogreol har jeg en lille plads reserveret til denne pipeline. Jeg har også bøger stående i min reol, som jeg aldrig har fået læst, og egentlig burde jeg jo kassere dem, når de ikke er på pladsen for kommende bøger. Men man ved jo aldrig, om man skulle få lyst en dag…

Nogle af dem, jeg har planer om at bruge min sommer på, er nye, andre er halvnye, og nogle er helt gamle.

Bunken af bøger, der mangler at blive læst, skal helst have plads til 

at have Buddha-hovedet stående ovenpå sig - ellers bliver det lidt for uoverskueligt.

Først og fremmest skal jeg have læst Erlend Loes nyeste roman Enden på verden som vi kender den. Den er treeren i Doppler-serien, og vi har besluttet os at læse den i bogklubben, så senere i juni kan du læse min mening om den. På den ene side glæder jeg mig, for jeg ELSKEDE Doppler. Men på den anden side er jeg lidt beklemt ved det – man kan jo risikere at blive skuffet, hvis den ikke kan lave op til etteren (det kunne toeren, Volvo Lastvagnar ikke, synes jeg). Og selv om jeg er stor fan af Erlend Loe, synes jeg, at kvaliteten af hans bøger er meget svindende.

Når bogklubben er gået på sommerferie, regner jeg med at kaste mig over Daniel Denciks novellesamling Grand Danois. Den er meget rost, og handler eftersigende om ensomhed og mænd. Jeg har aldrig læst noget af ham før, så det ser jeg frem til – om end temaet lyder en anelse deprimerende.

I min bunke ligger også Anthony Doerrs Alt det lys vi ikke ser, som jeg nok er en af de sidste bogbloggere, der kaster mig over! Jeg gik faktisk i gang med den i vinters, men jeg synes, den var ret træg at starte op på, så nu må vi se, om jeg får gjort alvor af det.

Feministen Caitlin Morans Sådan opfinder man en pige er også i pipeline. Den, regner jeg med, minder en del om hendes selvbiografiske Kunsten at være kvinde, som jeg nød at læse, men dog ikke helt kunne identificere mig med. Jeg har lidt på fornemmelsen, at Sådan opfinder man en pige er en roman kraftigt inspireret af forfatterens eget liv. Så måske er der ikke så meget nyt under solen – vi får se.

Jeg skal også have læst mig mere ind på Alice Munros forfatterskab – og næste gang bliver det Livet. Jeg har kun læst én af hendes novellesamlinger (Væk), som jeg til gengæld også virkelig nød. Så det er lidt for dårligt, at jeg ikke er kommet videre, men der dukker jo hele tiden så mange nye spændende bøger op – det er til at blive helt stresset af! Jeg har faktisk endnu en novellesamenling, Fjendskab, Venskab, Ægteskab, som min stedsvigermor (kan man sige det?) forærede mig efter en oprydning i hendes egen bogreol. Vi deler ofte bogsmag, så mon ikke også den er god? Alice Munro har trods alt vundet Nobelprisen, så man går nok ikke helt galt i byen med hende.

Nederst i bunken ligger der en nyoversættelse af Haruki Murakamis roman Hardboiled wonderland og verdens ende. Det er en gammel sag fra tidligt i hans forfatterskab, men ikke desto mindre først for nylig oversat til dansk. Det bliver næste gang, jeg er i Murakami-humør.

Men så er vi da vist også ved at være langt henne i efteråret…