Læseklubben læste Helle Helle: Hvis det er

Lad det være sagt med det samme: Jeg elsker Helle Helle! Så meget, at jeg skrev tredjeårs-opgave om hende i gymnasiet, og hver gang hun udgiver en ny bog, fiser jeg ud og køber den og læser den med det samme. Denne gang fik hun dog lige lov til at vente nogle måneder. Årsagen er, at jeg er med i en lille læseklub, hvor vi mødes hver anden måned. Vi havde aftalt at kaste os over Helle Helle, så jeg gik og gemte hende til ugen op til mødet. Hun er jo ret hurtigt læst.

Hvis det er handler om to mennesker, der farer vild i en skov. De forsøger at finde ud af skoven, men de har egentlig ikke specielt travlt med det (jeg mener: De farer vild i et par dage, og så store skove er der da heller ikke i Danmark!). Fortælleren er en mand. Det har jeg ikke læst hos Helle Helle før. Det havde de andre i bogklubben heller ikke, og et par af de andre fortalte, at det først sent var gået op for dem, at det var en mand. Det betyder alligevel en del for, hvordan man læser bogen. Jeg må da også indrømme, at den eneste grund til, at jeg vidste det fra starten, var, at jeg havde læst et par anmeldelser, hvor det blev afsløret.

Undervejs i fortællingen hører vi kvindens livshistorie. Man kan næsten få indtrykket af, at hun snakker uafladeligt, for hvis man prøver at læse hendes historie højt, er det faktisk ret talesprogsagtigt gengivet. Dog i tredjeperson.

Jeg er meget begejstret for Hvis det er. Mere end jeg var for Dette burde skrives i nutid og Ned til hundene. Måske fordi jeg fik mulighed for at diskutere bogen i bogklubben - sjovt nok bliver bøger ofte lidt bedre, når man har diskuteret dem med andre og set nye aspekter i dem. Det fede ved Helle Helle er, at hun jo er knastør og zoomer ind på små dagligdags ting. Og når man virkelig læser efter, er hun faktisk enormt morsom. Prøv fx lige at høre denne passage:

”Hun kender ham tilbage fra folkeskolen, hans far var barber og meget hidsig. Som teenagere tog de nogle gange til Aalborg sammen, de gik i trævareboden og flipperbutikker, de købte røgelsespinde og sivmåtter. På et tidspunkt havde de deres egen mode, maosko med skisokker uden på bukserne. De var på riskur i over to uger, de fik ikke andet end ris og gulerødder, de var helt gule til sidst. Torbens far var meget imod det. Det var, kort tid før han døde, det ved hun, for Torben var stadig gul i kirken.”

Jeg fangede ikke den sidste sætning, første gang jeg læste bogen. Det var faktisk først, da vi under bogsnakken lige skulle have genopfrisket, hvem Torben nu var, at det gik op for mig, hvor underspillet komisk, det er. Helle Helle rammer simpelthen så spot on i forhold til, hvordan vi mennesker nogle gange husker tingene, og hvornår noget skete. Og det er meget symptomatisk for hendes måde at skrive på. Teksten er meget nærværende, og hun forfalder ofte til små detaljer og betragtninger – ligesom vi selv gør det i små øjeblikke i hverdagen.

Helle Helle er kendt for sin minimalisme, hvor rigtig meget fortolkning er overladt til læseren. Derfor kunne vi faktisk også diskutere bogen ret længe i læseklubben, selv om de fleste af os måske gik til mødet med tanken ”hvad pokker kan vi vride ud af den bog?” Det lykkedes os dog at vride ganske meget ud af den.

Jeg kan klart anbefale den, og jeg overvejer sågar at læse den en gang til for at få alle de små detaljer med, som jeg ikke fangede i første omgang. Og jeg læser ellers aldrig en bog to gange.