Jeg tror
faktisk, det er første gang, jeg har læst bøger af en forfatter, der er præcis
lige så gammel som mig – årgang 1984. Stine Pilgaard har skrevet to bøger, Min mor siger, som udkom i 2012 og Lejlighedssange, som netop er udkommet.
Jeg har læst bøgerne lige i rap – nogle gange er det en dum strategi, for man
risikerer at blande bøgerne sammen. De er dog så tilpas forskellige, at det
ikke er sket for mig denne gang. Af hensyn til nyhedsværdien, vil jeg dog mest
koncentrere mig om Lejlighedssange
her.
Det er
faktisk ret fedt at læse en forfatter, der er samme generation som én selv.
Referencerne er de samme – fx bliver der i Lejlighedssange
refereret til Kelly Taylor fra Beverly Hills. Og så er hele grundindstillingen
til tilværelsen genkendelig. Fx er Stine Pilgaards skrivestil tyk af ironi,
hvilket vores generation nok både er berømt og berygtet for.
Lejlighedssange
tager udgangspunkt i en andelsforening i Aarhus. Fortælleren lever af at skrive
horoskoper til et ugeblad, og bogen er delt op i nogle hovedafsnit adskilt af
et fuldstændig sort horoskop, hvis elementer går igen i det følgende afsnit.
Undervejs møder vi de mange forskellige eksistenser i opgangen. Fx Mormor og
Ruth, som er ”søstre” (læs: kærester), kæresteparret Lasse og Louise, lægen
Elizabeth, hvis mand Farsen ligger i koma, den nordisk mytologi-interesserede
Lisa og mange andre. Beboerne mødes ofte oppe på loftsrummet, da det er her,
der er internet.
Jeg har
faktisk svært ved at forklare, hvad handlingen i bogen er. Hvis der da er
nogen. Det er snarere en masse hverdagssituationer såsom arbejdsweekend og
generalforsamling, der på underfundig vis bliver rapporteret om.
Udover
horoskoper er fortælleren også god til at skrive festsange, så hun skriver ofte
sange for de andre beboere. Og undervejs i bogen dukker der også sange op – som
dog ikke er på versefødder, men snarere betragtninger om livet – selv om nogle
af dem ikke just giver så meget mening. Bogen vender også ad flere omgange
tilbage til en islandsk saga, og sådan er der så mange røde tråde der snor sig ind og ud af hinanden i fortællingen.
Stine
Pilgaard skriver så glidende og let, at bogen er letlæst. Og fordrer til at
blive højtlæst. Jeg blev hele tiden nødt til at dele finurlige passager med min
kæreste undervejs, fordi jeg fniste mig gennem bogen. Vi følte os fx ret ramte
over en passage, der handler om parforhold og madlavning:
”I dag kommer du sent hjem, og jeg laver mad. Du
stiller dig i døren og ser bange ud. Brødkniven fungerer ikke så godt til rødløg,
og faktisk plejer du kun at bruge det skærebræt til kød, siger du på en venlig
måde. Du lister lidt rundt i køkkenet, som om du i virkeligheden slet ikke er
der, mens du smiler bekymret (…) Skal der så meget chili i, du anstrenger dig
for at lyde undrende, selv om du lige så godt kunne have skreget, hvad tænker
du på, dame, det er mine smagsløg, du maltrakterer.”
… og sådan
fortsætter det derudaf.
Så hvis
du trænger til lidt underholdning i din påske, fx hvis du skal bruge timer i
offentlig transport (der er sporarbejde i påsken), så er Stine Pilgaard et godt
bud.
Og så
har jeg jo ikke engang skrevet om hendes debutroman Min mor siger, som jeg også lige har læst. Den er i fuldstændig
samme skarpe stil – om end jeg ikke var så vild med de kapitler, der hedder
Monologer fra en søhest (de minder lidt om sangene i Lejlighedssange – bare mere syrede). Det til trods er det en rigtig
fin lille sag, som bestemt er værd at læse.
Èt er
ikkert: Jeg glæder mig til at høre mere fra Stine Pilgaard!
God
påske derude!
Stine
Pilgaard: Lejlighedssange (2015),
Samleren
Stine
Pilgaard: Min mor siger (2012),
Samleren
Ingen kommentarer:
Send en kommentar