Altså
ikke bloggen, men damen inden i Bogdamen. Jeg er kommet i en alder, hvor jeg
har svært ved at finde på ønsker til min fødselsdag. Men så er det jo godt, at
man altid kan ønske sig bøger i gave. Og det fik jeg også – to styks plus en
sjov lille gave, som jeg i dagens anledning vælger at rubricere som en bog.
Jeg har
før her på bloggen skrevet, at jeg gerne ville have fingre i bogen Tarme med charme skrevet af Giulia
Enders. Det er en meget sød titel til en bog, der handler om menneskets
ellers ret kedelige, men særdeles vigtige organ tarmen. Og jeg ønskede mig den,
fordi jeg egentlig gerne vil blive klogere på det lange pølseagtige og ret
usexede organ (jeg mener, den indeholder jo i bund og grund lort!). Jeg har
(hvis vi nu skal være lidt for private) nemlig en gang i mellem lidt bøvl med
maven, så måske kan jeg blive klogere. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse
den – måske ikke fra ende til anden, men om ikke andet så hist og her. Der er
også billeder i! Dog ikke af tarmen, men i form af søde små tegninger.
Min veninde, der havde købt den, kendte den ikke i forvejen. Så hun fortalte, at
hun spurgte damen i butikken om den – sådan lidt hviskende, for det var jo en
lidt spøjs titel at spørge efter. Damen i butikken vidste straks, hvad hun talte
om, for den bog kom der mange for at købe – og sjovt nok altid som en gave.
Haha, ingen vil åbenbart være ved, at de skal hjem og læse om deres tarme. Det
minder mig om dengang, jeg arbejdede i en butik og ind i mellem blev bedt om at
pakke diverse flasker snaps ind som gave…
Den
anden bog, jeg fik – hurra hurra – er Lonely
Planet Argentina. Min pænere halvdel og jeg skal nemlig til Sydamerika til
efteråret på vores livs rejse. Fem uger skal vi af sted, og vi skal også til
Brasilien. Det bliver helt fantastisk! Min kæreste og jeg er så gammeldags, at
vi stadig sværger til guidebøger. Vi har selvfølgelig opdaget TripAdvisor, og
vi bruger det skam også. Men der er bare noget over at læse om det land, man
rejser rundt i, i en bog. Og så er det også et hyggeligt minde om rejsen at
have bogen stående i bogreolen bagefter. Vi har efterhånden en halvstor
samling, og vi diskuterer altid, hvem der skal have lov til at købe bogen om det
land, vi skal til – for vi vil begge gerne have den. Det er jo ret fjollet, for
når den står i reolen, kan man jo ikke se, om det er min eller hans bog. Men
jeg går ud fra, at alle par har sine små særheder.
Den
sidste gave, jeg vil nævne her, er egentlig ikke en bog, men snarere et farvekort.
Bare over sproget. Danske toner – nuancer i sproget hedder den, og den
beskriver forskellige modsætninger i sproget, og så gradbøjes ordene undervejs.
Fx: Kosmos – harmoni – orden – balance – uorden – forvirring – kaos. Når man
har en forkærlighed for det danske sprog, arbejder med kommunikation og desuden
ikke har de helt store fødselsdagsønsker, er det den perfekte gave! Jeg fik den af min opfindsomme veninde, som lige var faldet over den og havde tænkt på mig - skønt!
Der er i
alt 80 forskellige nuancer, og man kan bruge lang tid på at hygge sig med at
bladre i den – lidt ligesom en coffee table book. Så planen er, at den skal
ligge fremme, så mine gæster også kan hygge sig med den og trække lidt på
smilebåndet. En af de mere pudsige nuancer er: Bjørnetjeneste – forkælelse –
tjeneste – hjælp – forringelse – skade – bjørnetjeneste. Som i et rigtigt
farvekort er ordene naturligvis også i forskellige farver og nuancer med de
lyseste yderst og de mørkeste inderst.
Det var
gaverne i denne omgang – herligt varieret og brugbart på hver sin fine måde.
Giulia
Enders: Tarme med charme (2014), People’s Press, 288 sider
Lonely
Planet Argentina (2014)
Thomas
Nørgaard: Danske Toner – Nuancer i sproget (1. udgave)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar