Bogomslag - lidt ekstra

Da vi i min bogklub for nogle måneder siden havde besøg af en ph.d.-studerende, der undersøgte, hvordan vi reagerer på bogens omslag – tekst, billeder osv. (vi læste Hun er vred), inspirerede det mig til at kigge lidt på mine egne bøger. Nogle bøger er jo bare super lækre at have i hånden – og indbydende, når de står på hylden hos boghandleren – mens andre er mere, tjah, almindelige.

Jeg har bemærket, at det er som om, der de senere år er blevet gjort mere ud af bøgers omslag. Måske fordi de fysiske bøger skal konkurrere med e-bøger. Eller måske fordi bøger også skal konkurrere med fx sociale medier som vores foretrukne tidsfordriv (det er i hvert fald ofte en fælde, jeg selv ryger i). Så er det er som om, forlagene kæler lidt mere for bøgernes udseende, så vi, der stadig sværger til papirbøger, får lidt ekstra med.

Efter vores snak med ph.d.’en gik det op for mig, at jeg faktisk heller ikke er helt ligeglad med, hvilke bøger jeg har stående.

Jeg er fx ret glad for, at jeg har Jakob Ejersbos 1. udgaver af Afrika-triologien. De er lavet i lækkert genbrugsagtigt materiale, som er anderledes end almindelige bøger. Det er måske federe at sidde med en hardback i hånden, men der er noget fedt over de her bøger. De efterfølgende udgaver ser anderledes ud – de er i hardback i et andet materiale, men de er på ingen måde lige så lækre som de første. Nå ja, så skal jeg da indrømme, at jeg er så meget en nørd, at jeg synes, det er fedt at eje en førsteudgave af en bog, der har vist sig at blive så massiv en succes, at den er trykt i rigtig mange oplag.

På samme måde har jeg det med Haruki Murakamis 1Q84-triologi. Førsteudgaven har et fint transparent smudsbind, som gør den anderledes end almindelige bøger. Den er også udkommet i en billigbogsudgave og for nylig i en ny hardback-udgave, som faktisk også er ganske fin – meeeeen altså ikke helt lige så lækker som den første.

Nok om førsteudgavesnørderier. Der findes også masser af andre fine bøger, som skiller sig ud på den ene eller anden måde i min bogreol.

Fx er der bøger med blingbling. Caspar Colling Nielsens (1. udgave) af Den danske borgerkrig er et godt eksempel på det – her er der guld på forsiden, så den skiller sig ud fra de andre bøger hos boghandleren.

Der er også de lidt sjovere, hvor der er leget med titlen. Fx Søren Ulrik Thomsens meget udmærkede digtsamling Rystet spejl, som forestiller et spejl (ja, det er mig, man kan ane på billedet). Opfindsomt og specielt, uden det bliver en kliché.

Så er der også seriebøgerne. Jeg synes, at Rosinante er sluppet rigtig godt fra sin klassikerserie, hvor alle bøgerne er layoutet over samme tema, men i forskellige farver og med forskellige små motiver. Det er enkelt – men det giver mig lyst til at anskaffe mig flere klassikere i serien.

Et andet eksempel på klassikere i det samme format er hos Karen Blixen, hvor bøgerne er layoutet ens på ryggen og i samme stil på forsiden. Den røde farve får dem dog til at minde om Gyldendals røde ordbøger, men jeg kan godt lide det.

Der er også de mere autentisk udseende bøger, der er layoutet som en kinabog. Egentlig har jeg altid syntes, at kinabøger var meget kedelige i udseende, men her bliver der alligevel leget lidt med formen – Suzanne Brøggers Sølve har sjovt nok sølvfarvede hjørner, mens Erlend Loe var valgt at gøre Muleum til en lille bog, som er nem at have med i tasken.

Noget af det vigtigste for bøger er vel, at de har en flot ryg, som gør dem nemme at genkende – men som samtidig også tilfører bogreolen noget forskellighed. Og det er jo trods alt bøgernes rygge, man kigger mest på, når man er færdig med at læse dem. Her er et udsnit af nogle af de bøger, som jeg synes har en ret fin ryg: Ghimamanda Ngozi Adichies Americanah synes jeg er super flot med den klare blå farve og den røde skrift, der springer frem. Morten Ramslands Sumobrødre er fin med sin gule ryg og minimalistiske skrift, og Haruki Murakamis guldryg på Mænd uden kvinder giver i sig selv lidt spræl og lækkerhed til bogreolen. Og så er der Naja Maria Aidt og Mathilde Walter Clark, som begge kører en sort-hvid-stil med en pangfarve til. Det fungerer ret godt.

Jeg kunne nævne mange andre, men jeg skal jo stoppe et sted. Men næste gang, du besøger en boghandler, så prøv lige at lægge mærke til, hvordan bøgerne ser ud. Jeg vil i hvert fald hævde, at der bliver gjort mere ud af dem i dag, end der blev for bare ti år siden.

PS. Jeg kan selvfølgelig anbefale alle bøgerne – lige bortset fra Murakamis Mænd uden kvinder, som jeg stadig mangler at få læst samt Karen Blixen-bøgerne, hvor jeg kun har fået læst Den afrikanske Farm.

Maria Gerhardt: Amagermesteren

Der bor Hollywoodstjerner på vejen af Maria Gerhardt var en af de – hvis ikke den – bedste bog, jeg læste i 2015. Og resten af medlemmerne i min læseklub var også helt vilde med den. Så det var også ret let at blive enige om, at vi skulle læse hendes anden bog: Amagermesteren. En digtsamling om hendes barndom som fodboldspiller – og følelse af at spille på det forkerte hold (ja, hun er lesbisk).

I onsdags mødtes vi så for at snakke om den. Digtsamlinger er ikke vores spidskompetence, og vi har kun én gang før læst digte, nemlig Yahya Hassans digte, som vi på det tidspunkt simpelthen ikke kunne komme udenom. Den gjorde stort indtryk på os alle, selv om vi mere er til romaner.

Sådan havde vi det desværre ikke med Amagermesteren. Den er ellers blevet rost en hel del og tilmed nomineret til Politikens litteraturpris 2015. Men vi havde altså ikke så meget at snakke om.

Jeg læste den lidt med en følelse af ikke helt at forstå, hvad der foregik. Sådan har jeg det tit, når jeg læser digte – jeg kan nemt komme til at føle mig lidt dum, fordi jeg nok er for utålmodig til at dykke ned i alle ord og symboler og deslige. Jeg er klar over, at digtsamlinger ikke blot skal læses én gang, men gerne flere gange for at få det fulde udbytte, og jeg læste da også denne to gange. Den er på overskuelige 67 sider, og der er ikke så meget tekst på dem, så det er jo ret overkommeligt.

Og javist, der er sprogblomster, og hvis man som barn har færdes i en hal eller i nærheden af et stadion, vækker det da også minder og ikke mindst følelser. Fx det her:

…

Jeg står her

i hendes køkken

hver dag efter skole

banerne ligger i forlængelse af hndes have

man kan høre paradis

de friske råb derovrefra

Men mange steder er teksten ret rodet og afbrudt, så det bliver lidt for svært at få en mening ud af det. Derfor kan jeg heller ikke sige så meget andet end, at bogen ikke gjorde det store indtryk på mig.

Sådan var det også for mine tre bogkumpaner den aften. Snakken kom pludselig til at handle om andre bøger, vi havde læst og bøger, vi kunne anbefale hinanden. Det var skam også hyggeligt, og det er altid dejligt at møde nogen, man deler passion med. Men det var begrænset, hvad vi fik ud af Amagermesten. Desværre. Jeg har dog læst, at Maria Gerhardt også arbejder på en roman lige nu, og den vil jeg se frem til - for måske får jeg bare mere ud af noget sammenhængende tekst.

Vi besluttede også, hvad vi skal læse til næste gang. Den næste bog har også Amager som omdrejningspunkt. Det er nemlig Planen af Morten Pape. Den tager udgangspunkt i Urbanplanen, som er et socialt boligområde her på Amager – få kilometer fra, hvor jeg bor. Jeg købte den i går ovre i Amagercenteret. Det var den sidste, de havde. ”Pokkers, jeg skal i gennem en hel dag i morgen uden den bog,” sagde ekspedienten, da jeg fandt den på hylden. Den er nemlig ret efterspurgt lige her, for hendes kunder kender forfatteren – han er lokal og vokset op i Urbanplanen.

So long!

Maria Gerhardt: Amagermesteren (2015), People’s Press, 67 sider