Maria Gerhardt: Amagermesteren

Der bor Hollywoodstjerner på vejen af Maria Gerhardt var en af de – hvis ikke den – bedste bog, jeg læste i 2015. Og resten af medlemmerne i min læseklub var også helt vilde med den. Så det var også ret let at blive enige om, at vi skulle læse hendes anden bog: Amagermesteren. En digtsamling om hendes barndom som fodboldspiller – og følelse af at spille på det forkerte hold (ja, hun er lesbisk).

I onsdags mødtes vi så for at snakke om den. Digtsamlinger er ikke vores spidskompetence, og vi har kun én gang før læst digte, nemlig Yahya Hassans digte, som vi på det tidspunkt simpelthen ikke kunne komme udenom. Den gjorde stort indtryk på os alle, selv om vi mere er til romaner.

Sådan havde vi det desværre ikke med Amagermesteren. Den er ellers blevet rost en hel del og tilmed nomineret til Politikens litteraturpris 2015. Men vi havde altså ikke så meget at snakke om.

Jeg læste den lidt med en følelse af ikke helt at forstå, hvad der foregik. Sådan har jeg det tit, når jeg læser digte – jeg kan nemt komme til at føle mig lidt dum, fordi jeg nok er for utålmodig til at dykke ned i alle ord og symboler og deslige. Jeg er klar over, at digtsamlinger ikke blot skal læses én gang, men gerne flere gange for at få det fulde udbytte, og jeg læste da også denne to gange. Den er på overskuelige 67 sider, og der er ikke så meget tekst på dem, så det er jo ret overkommeligt.

Og javist, der er sprogblomster, og hvis man som barn har færdes i en hal eller i nærheden af et stadion, vækker det da også minder og ikke mindst følelser. Fx det her:

…

Jeg står her

i hendes køkken

hver dag efter skole

banerne ligger i forlængelse af hndes have

man kan høre paradis

de friske råb derovrefra

Men mange steder er teksten ret rodet og afbrudt, så det bliver lidt for svært at få en mening ud af det. Derfor kan jeg heller ikke sige så meget andet end, at bogen ikke gjorde det store indtryk på mig.

Sådan var det også for mine tre bogkumpaner den aften. Snakken kom pludselig til at handle om andre bøger, vi havde læst og bøger, vi kunne anbefale hinanden. Det var skam også hyggeligt, og det er altid dejligt at møde nogen, man deler passion med. Men det var begrænset, hvad vi fik ud af Amagermesten. Desværre. Jeg har dog læst, at Maria Gerhardt også arbejder på en roman lige nu, og den vil jeg se frem til - for måske får jeg bare mere ud af noget sammenhængende tekst.

Vi besluttede også, hvad vi skal læse til næste gang. Den næste bog har også Amager som omdrejningspunkt. Det er nemlig Planen af Morten Pape. Den tager udgangspunkt i Urbanplanen, som er et socialt boligområde her på Amager – få kilometer fra, hvor jeg bor. Jeg købte den i går ovre i Amagercenteret. Det var den sidste, de havde. ”Pokkers, jeg skal i gennem en hel dag i morgen uden den bog,” sagde ekspedienten, da jeg fandt den på hylden. Den er nemlig ret efterspurgt lige her, for hendes kunder kender forfatteren – han er lokal og vokset op i Urbanplanen.

So long!

Maria Gerhardt: Amagermesteren (2015), People’s Press, 67 sider