Egentlig
burde det ikke være nødvendigt. Min fars familie er fyldt med landmænd, og min
mors familie er fyldt med gartnere. Så de grønne fingre burde ligge i generne,
og de gør de faktisk også lidt, vil jeg mene. Men familien bor i den anden ende af landet, så gode råd er langt væk - og så er det godt, at der findes havebøger. For det er først de senere år, jeg er
blevet vild med det med planter. Og da vi sidste år fik os en altan, blev det
virkelig hyggeligt. Det er jo totalt afstressende at gå ud på altanen en
sommerdag efter arbejde og vande alle planterne!
Derfor
handler det i dag om havebøger. Eller rettere: Altanbøger. For det skal jo være
planter, som kan dyrkes på en altan. Den ene bog er Dyrk din køkkenhave i krukker, skrevet af Kay Maguire og udgivet af
Haveselskabet. Den anden er Byhaven –
kål, kartofler og kærlighed skrevet af Dorthe Kvist.
Bøgerne
er egentlig ret forskellige. Dyrk din
køkkenhave i krukker er ret meget sådan-gør-du, og man kan slå de fleste
planter op og få en beskrivelse af, hvordan man dyrker det ene og det andet.
Det er selvfølgelig begrænset, hvor meget man kan nå at folde tomatdyrkning ud,
for der findes jo ret mange forskellige planter, der skal gennemgås. Derfor
begrænser bogen sig også mest til ting, der kan spises, men det ligger jo også
lidt i ordet køkkenhave. Bogen kommer også med mange udførlige fif (måske til
tider lige lovlig udførlige) til, hvordan man kan arrangere sine planter i
krukker. Der er ret mange fremmedord, men det bliver heldigvis reddet af
ordlisten sidst i bogen.
Desværre
giver bogen mig lidt indtryk af, at det er noget af en videnskab at dyrke grønne
sager – og det synes jeg er ærgerligt, for man skal jo helst ikke miste
modet, men derimod få lyst til at dyrke løs. Omvendt er det fedt at se, hvor
mange forskellige ting, man rent faktisk kan dyrke i en krukke – gulerødder,
jordbær, agurker – you name it!
Byhaven er mere en inspirationsbog. Her
bliver der ikke gået så meget i detaljer med, hvordan man dyrker de forskellige
grøntsager, så resten må man researche sig frem til på nettet. Til gengæld er
nogle af afsnittene delt op i jordhøjde, hvilket egentlig er meget praktisk,
for så kan man tage et kig på, hvilke krukker man har og vælge afgrøder, der
passer (fx planter i 8-15 cm jord). Der er også et afsnit med, hvilke planter
der passer til hvilke steder (fx sol, vind, læ, skygge osv.). På den måde er
bogen fint delt op i temaer, så man kan lade sig inspirere og få et hurtigt
overblik over ens muligheder.
Byhaven er
som sagt nok mest til inspiration, og den fungerer også fint som en slags coffee table
book. Der er rigtig mange billeder af, hvordan man kan indrette sin lille have
eller altan, og ind i mellem er der også opskrifter på sommerlige drinks, kager
og deslige. Det sidste er efter min mening lidt overflødigt, selv om det da er
meget hyggeligt. For i bund og grund er jeg mest ude efter konkrete råd til
konkrete planter - men det er jo ikke bogens skyld.
Under
alle omstændigheder er begge bøger hyggelige at sidde og bladre i nu, hvor
foråret er på vej, og man skal til at lave de første indledende manøvrer til
den kommende altansæson. Mine tomat- og agurkefrø er i hvert fald til min store
begejstring begyndt at spire i vindueskarmen, for man skal jo være tidligt ude,
når man vil være selvforsynende.
Så må vi
bare krydse fingre for en god sommer, for det er altså noget så hyggeligt og
livsbekræftende at se ting gro – helt fra scratch!
Kay
Maguire: Dyrk din køkkenhave i krukker
Haveselskabet/Samvirke
Dorthe
Kvist: Byhaven – Kål, kartofler og
kærlighed
Lindhardt
og Ringhof