Haveredskaber på papir

Egentlig burde det ikke være nødvendigt. Min fars familie er fyldt med landmænd, og min mors familie er fyldt med gartnere. Så de grønne fingre burde ligge i generne, og de gør de faktisk også lidt, vil jeg mene. Men familien bor i den anden ende af landet, så gode råd er langt væk - og så er det godt, at der findes havebøger. For det er først de senere år, jeg er blevet vild med det med planter. Og da vi sidste år fik os en altan, blev det virkelig hyggeligt. Det er jo totalt afstressende at gå ud på altanen en sommerdag efter arbejde og vande alle planterne!

Derfor handler det i dag om havebøger. Eller rettere: Altanbøger. For det skal jo være planter, som kan dyrkes på en altan. Den ene bog er Dyrk din køkkenhave i krukker, skrevet af Kay Maguire og udgivet af Haveselskabet. Den anden er Byhaven – kål, kartofler og kærlighed skrevet af Dorthe Kvist.

Bøgerne er egentlig ret forskellige. Dyrk din køkkenhave i krukker er ret meget sådan-gør-du, og man kan slå de fleste planter op og få en beskrivelse af, hvordan man dyrker det ene og det andet. Det er selvfølgelig begrænset, hvor meget man kan nå at folde tomatdyrkning ud, for der findes jo ret mange forskellige planter, der skal gennemgås. Derfor begrænser bogen sig også mest til ting, der kan spises, men det ligger jo også lidt i ordet køkkenhave. Bogen kommer også med mange udførlige fif (måske til tider lige lovlig udførlige) til, hvordan man kan arrangere sine planter i krukker. Der er ret mange fremmedord, men det bliver heldigvis reddet af ordlisten sidst i bogen.

Desværre giver bogen mig lidt indtryk af, at det er noget af en videnskab at dyrke grønne sager – og det synes jeg er ærgerligt, for man skal jo helst ikke miste modet, men derimod få lyst til at dyrke løs. Omvendt er det fedt at se, hvor mange forskellige ting, man rent faktisk kan dyrke i en krukke – gulerødder, jordbær, agurker – you name it!

Byhaven er mere en inspirationsbog. Her bliver der ikke gået så meget i detaljer med, hvordan man dyrker de forskellige grøntsager, så resten må man researche sig frem til på nettet. Til gengæld er nogle af afsnittene delt op i jordhøjde, hvilket egentlig er meget praktisk, for så kan man tage et kig på, hvilke krukker man har og vælge afgrøder, der passer (fx planter i 8-15 cm jord). Der er også et afsnit med, hvilke planter der passer til hvilke steder (fx sol, vind, læ, skygge osv.). På den måde er bogen fint delt op i temaer, så man kan lade sig inspirere og få et hurtigt overblik over ens muligheder.

Byhaven er som sagt nok mest til inspiration, og den fungerer også fint som en slags coffee table book. Der er rigtig mange billeder af, hvordan man kan indrette sin lille have eller altan, og ind i mellem er der også opskrifter på sommerlige drinks, kager og deslige. Det sidste er efter min mening lidt overflødigt, selv om det da er meget hyggeligt. For i bund og grund er jeg mest ude efter konkrete råd til konkrete planter - men det er jo ikke bogens skyld.

Under alle omstændigheder er begge bøger hyggelige at sidde og bladre i nu, hvor foråret er på vej, og man skal til at lave de første indledende manøvrer til den kommende altansæson. Mine tomat- og agurkefrø er i hvert fald til min store begejstring begyndt at spire i vindueskarmen, for man skal jo være tidligt ude, når man vil være selvforsynende.

Så må vi bare krydse fingre for en god sommer, for det er altså noget så hyggeligt og livsbekræftende at se ting gro – helt fra scratch!

-

Kay Maguire: Dyrk din køkkenhave i krukker

Haveselskabet/Samvirke

Dorthe Kvist: Byhaven – Kål, kartofler og kærlighed

Lindhardt og Ringhof

Dagens anbefaling: Erlend Loe: Doppler

Jeg går lidt rundt i den tro, at alle i det ganske land allerede har læst Doppler af Erlend Loe – måske fordi det er min yndlingsbog, og fordi jeg efterhånden har givet den til så mange venner, at jeg er holdt op af frygt for at havne i den pinlige situation, at jeg allerede har givet den én gang.

Men alligevel er jeg nødt til at nævne den her på bloggen. Glem Dostojevskij, Blixen, og alle mulige andre intellektuelle koryfæer – Doppler er jo nok i virkeligheden det tætteste, jeg kommer på en yndlingsbog. Men det er der altså en god grund til, for jeg tror faktisk, at det er den sjoveste bog, jeg har læst. For er der noget, Erlend Loe kan, så er det jo at udstille os mennesker med alle vores små dumme fejl og sære tilbøjeligheder.

Faktisk grinte jeg højt flere gange, mens jeg læste den første gang – så meget, at min kæreste, som på det tidspunkt studerede og sad og lavede lektier ved siden af, blev helt irriteret, fordi han troede, at jeg prøvede på at forstyrre ham med vilje. Men det er fordi, at Doppler er sådan en bog, hvor man hele tiden har lyst til at læse passager højt for andre.

Kort om bogen til jer, der ikke kender den(!): Doppler er en mand, der er træt af sin hverdag – han er så kompetent – det er hans kone og børn i øvrigt også – og han er ved at være træt af den tendens. Så han flytter ud i skoven. Her bliver han sulten, slår en elg ihjel og tager sig af dens kalv, der uheldigvis følger med. Doppler får dog – til sin irritation – snart selskab af andre, der bliver inspirerede af ham og også vil bo ude i skoven, heriblandt indbrudstyven Roger, sin søn Gregus, højrefløjsmanden Bosse Munch og modelbyggeren Düsseldorph.

Bogen er letlæst og som sagt virkelig sjov. Og så er der efter min mening – bag den tørre humor – også lidt af en samfundskritik i den. Doppler er træt af det trivielle liv med job, kone og børn, så han stikker af. Men snart følger folk ham som lemminger ud i skoven. Det virker på en måde lidt bekendt…

Så hvis ikke du har læst den, så har du altså et stykke oplagt ferielitteratur.

Når alle lovprisningerne af denne bog nu er ovre, vil jeg dog sige, at kvaliteten af Erlend Loes bøger er ret svingende. Så hvis du skal starte et sted (og er færdig med Doppler), vil jeg foreslå at tage fat på Stille dage i mixing part, Fvonk eller Status. Doppler har i øvrigt en to’er, nemlig Volvo Lastvagnar. Nogle synes, den er sjovere end etteren, men døm selv. Hvad synes du?

Jeg har lige læst Svend Brinkmann: Stå fast

Indrømmet! Nogle gange får jeg nogle fikse ideer, som jeg tror, kan gøre mit liv bedre i en ruf. Fx har jeg taget et kursus i mindfulness, men jeg fik det aldrig rigtigt op at køre.

Derfor blev min nysgerrighed virkelig vækket, da jeg læste en artikel om Svend Brinkmann, der gør op med ”tidens udviklingstvang”. Svend Brinkmann er mildest talt ikke begejstret for diverse selvhjælps dit og dat, og som et ekstra sarkastisk prik over i’et, har han lavet en 7-trinsguide til læserne af hans bog. Den er som følger:

1.    Hold op med at mærke efter i dig selv.

2.    Fokuser på det negative i dit liv

3.    Tag nej-hatten på

4.    Undertryk dine følelser

5.    Fyr din coach

6.    Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog (det kan jeg personligt bakke fuldt og helt op omkring)

7.    Dvæl ved fortiden

At hans bog er et opgør med tidens udviklingstvang, synes jeg, at der er noget befriende over. For jeg hopper som sagt selv i selvudviklingsfælderne fra tid til anden. Og sjovt nok, mens jeg læste hans bog, inviterede min chef mig og resten af teamet på et kursus i Syv gode vaner (ja, I kidd you not – SYV!). Og jeg oplevede også for nylig, at jeg blev bedt om at overveje, hvilke punkter jeg vil udvikle mig på, fordi den årlige udviklingssamtale nærmede sig (og faktisk blev holdt i dag). Hmm – må man godt svare, at man lige nu ikke gider udvikle sig så meget, men bare nyde, at man er god til sit arbejde? (det måtte jeg heldigvis godt - næsten)

Bogen er bygget op omkring de syv gode råd og er en slags trin-for-trin-guide med sætninger i stil med "Nu, hvor du har lært ikke at mærke efter i dig selv, ved du, at ..." Jeg er især begejstret for kapitlet om Nej-hatten. Nok især, fordi jeg selv synes, at det er skideirriterende at blive bedt om at tage ja-hatten på, hvis noget er en dårlig eller fjollet ide. Det handler i stedet om at træde i karakter og have integretitet.

Svend Brinkmann argumenterer for, at det er vigtigt at have sig et godt rodnet, så man kan stå imod den ene impuls efter den anden. Moderne mennesker skal i dag være forandringsparate, for der bliver hele tiden lavet ændringer på fx deres arbejde, og som han påpeger, kan det, at arbejdsgiverne kræver omstillingsparate medarbejdere, være en effektiv måde at lukke af for kritik – for de omstillingsparate indordner sig jo, som de skal. Det er en interessant pointe, synes jeg. Og dem har han i øvrigt mange af. Jeg gætter også på, at han har solgt en del bøger, for han fik virkelig god medieeksponering, da den udkom.

Indimellem bliver hans argumenter en smule langhårede, og det er tydeligt, at han kommer fra universitetsverdenen, for der er godt nok mange notehenvisninger. Men når det er sagt, er hans bog et befriende indspark, som minder om, at der ikke findes quick fixes til det perfekte liv, og det er måske egentlig meget godt. 

Læs den, hvis du interesserer dig for samfundstendenser og livet generelt - og hvis du synes, det nogen gange bliver lige lovlig frelst med mindfulness og mavefornemmelser.

Så fik jeg læst Haruki Murakami: Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår

Der er langt til Japan, når man tænker på, at jeg mest hælder til den hjemlige litteratur. Men Haruki Murakami er så absolut en af mine yndlingsforfattere, og jeg bliver altid vældigt begejstret, når jeg finder ud af, at han har en bog på vej. Hans seneste bog med den ret lange titel vil jeg så klart også anbefale.

Nogle af Murakamis bøger har elementer af fantasy over sig, og der er ofte noget overnaturligt og måske endda andre dimensioner til stede. Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår er ikke en af den slags bøger (kun lidt), og det gør den også noget lettere tilgængelig end fx Trækopfuglens krønike og Kafka på stranden.

Tsukuru Tazaki oplever i sin ungdom, at hans fire nære venner fra den ene dag til den anden slår hånden af ham uden nogen yderligere forklaring. Oplevelsen sætter sig som et traume i ham – ja, hvem kan vel egentlig forestille sig noget værre end pludselig at blive frosset ude af sine bedste venner? Sikke et skrækscenarie!

Tsukuru er i vanlig Murakamisk stil en i starten ret passiv mand, der lever et stille og beskedent liv. I hvert fald afkræver han aldrig vennerne et svar for den hårde behandling, de gav ham. Han accepterer det bare uden videre. Lige indtil han møder en kvinde, som får ham til at indse, at han må rejse tilbage i tiden og opsøge vennerne og forstå, hvad der gik galt.

Bogen handler om noget alment menneskeligt – angsten for at miste, håbet om at elske og blive elsket og ikke mindst det, at vi som mennesker opfatter verden forskelligt alt efter, hvem vi er, og hvad vores udgangspunkt er. Bogen viser, at hvis vi oplever modgang, er der muligvis en anden side af sagen, der måske slet ikke har noget med os at gøre.

Murakamis bøger indeholder ofte fortællinger i fortællingen. Det er en af grundene til, at jeg er glad for at læse hans bøger. I denne bog indgår fx en fortælling om en ekstra tommeltot og en klaverspiller. Man bliver helt opslugt af, hvad de mindre fortællinger ender med, og hvad de mon har med den store historie at gøre - hvis de da har noget med den at gøre? Jeg blev i hvert fald grebet af hans univers og læste hurtigt bogen færdig.

Jeg er i øvrigt nødt til at sende en venlig hilsen til Mette Holm, der oversætter hans bøger (ikke at forveksle den Mette Holm, der er gift med Mogens Lykketoft, og som vist nok tilfældigvis også kan japansk!). Jeg hørte en gang en podcast, hvor hun fortalte om det at oversætte hans bøger, og der ligger et stort arbejde bag, fordi det japanske sprog er så anderledes bygget op end det danske. 

For nogle måneder siden læste jeg i øvrigt, at der i den engelske oversættelse af hans bog Hardboiled Wonderland og verdens ende (som ligger i min reol og venter på at blive læst), er udeladt adskillige passager, der er for fyfy for amerikanerne (læs: erotiske). Godt, at vi danskere er mindre sippede... Hardboiled Wonderland og verdens ende er øvrigt en af hans tidlige bøger, der dog først for nylig er blevet oversat til dansk. Jeg har faktisk også den engelske udgave stående på bogreolen, men jeg er særdeles dårlig til at tage mig sammen til at læse bøger på engelsk, så nu har jeg da en rigtig god undskyldning for at vælge den danske udgave.

Nå, det var et sidespor. Tak til Mette Holm for at vi kan få Murakami oversat direkte til dansk. Og tag nu og læs Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår!

Den perfekte læser – mig?

Jeg havde lidt krise over min fødselsdags sidste år, da jeg fyldte 30. I mit hoved havde jeg nemlig længe været omkring de 25, så at indse, at jeg pludselig havde ramt de 30, var lidt … tjah… træls.

Men der selvfølgelig også gode ting ved at fylde 30. I hvert fald, hvis man er begejstret for den norske forfatter Jan Kjærstad.

For efterhånden nogle år siden mødte jeg ham på et kursus, og her blev han spurgt om, hvorvidt han havde en særlig målgruppe eller en specifik person i tankerne, når han skrev bøger. Èn, som han forestillede sig skulle læse den bog, han var i gang med.

Og det havde han faktisk. Nemlig en kvinde i trediverne. Jeg husker hans begrundelse som noget hen i retningen af, at kvinder i 30’erne er nået så langt i deres liv, at de ved, hvem de er (!), men de er ikke groet fast.

Så jeg er åbenbart den perfekte læser de næste ti års tid.

Dagens anbefaling: Mathilde Walter Clark: Grumme historier

Hvis jeg kun skulle skrive indlæg på bloggen, hver gang jeg havde en læst en ny bog, ville der vist blive nogle perioder med lige lovlig lang radiotavshed. Derfor introducerer jeg nu konceptet: Dagens anbefaling - som dog ikke bliver en daglig aktivitet. Første bog er af Mathilde Walter Clark.

Jeg håber nemlig snart, hun skriver nogle flere bøger. Grumme historier er i hvert fald en novellesamling, der er blevet min nye værtindegave. Jeg har nemlig foræret Erlend Loes Doppler til så mange, at jeg ikke længere har styr på, hvem der har fået den. Her er 14 noveller – fantastisk ferielitteratur. MWC skriver i et originalt sprog, og hendes noveller her er groteske, mærkelige, overraskende og vældigt underholdende. Prøv at hør en gang:

En af novellerne handler om, at fiskehandlerens kone langsomt bliver til en fisk

En anden af novellerne handler om en stor hvid hval, der strander i en lille kedelig by. Pludselig bliver hvalen byens vartegn med boder, t-shirts og anden merchandise, mens den stakkels hval bare ligger og bliver mere og mere syg og rådden. Men det tager ingen sig af, fordi de hellere vil se deres by blive berømt. 

Og så er der madanmelderen, som mister en legemsdel, hver gang han nyder et godt måltid mad, og til sidst har han kun sin mund tilbage. Så meget sætter han pris på god mad.

MWC har virkelig en livlig fantasi, og det er, som om novellerne har noget ironisk over sig. For eksempel madanmelderens snobberi, der sender tankerne hen på hypen omkring nordisk mad, michelinstjerner og deslige. Eller historien om hvalen, hvor jeg personligt husker tilbage på al den leben, der pludselig blev omkring Vejle Fjord, da Hvalborg strandede der for nogle år siden.

Historierne kan sagtens tåle at blive læst flere gange – faktisk har jeg lige læst nogle af dem igen, og jeg fik mere ud af dem anden gang. Og så har de tilfredsstillende slutninger uden at være forudsigelige.

Der er jo også bare noget overskueligt ved novellesamlinger – det er hurtige at læse, og man behøver ikke at læse dem alle sammen på én gang.