Dræb ikke en sangfugl

Hvordan skriver man noget originalt om en bog, der er anmeldt hundredvis af gange? Og som lige nu bliver læst af hundredvis af danskere, fordi den for nylig er genudgivet og tilmed har fået en toer?

Jeg ved det ikke, men jeg prøver alligevel. For nu har jeg endelig fået læst Dræb ikke en sangfugl skrevet af Harper Lee. Bogen har omkring 55 år på bagen, men foregår for endnu længere tid siden, nemlig i midten af 1930’erne. Harper Lee havde indtil for nylig kun skrevet den ene bog, som hun i øvrigt vandt Pulitzer-prisen for.

Og det forstår man jo godt. Der findes den slags klassikere, som når man endelig får taget sig sammen til at læse dem, og så slæber man sig igennem dem, uden man egentlig fatter særligt meget. Og man vil ikke helt indrømme, at man ikke forstår, hvorfor det er en klassiker. Sådan en bog er Dræb ikke en sangfugl IKKE.

Det er i stedet en af de bøger, man har svært ved at lægge fra sig, og som man glæder sig til at komme hjem og læse i. Fortælleren er drengepigen Scout Finch, der ikke går af vejen for et godt slagsmål. Hun bor sammen med sin storebror Jem og deres far, advokaten Atticus.

Bogen er jo nok mest berømt for beskrivelsen af den niårige Scout Finch’ far, der påtager sig opgaven at forsvare en sort mand, der er anklaget for voldtægten af en hvid kvinde. Dermed behandler den i høj grad forholdet mellem sorte og hvide i datidens sydstater. Men det er faktisk kun en del af bogen, der handler om dette. Resten af bogen skildrer børnenes leg, deres mystiske nabo Boo Radley, der aldrig kommer ud af sit hus og de forskellige beboere i den lille flække Maycomb i Alabama. Og selv om det i et godt stykke tid lidt kan føles som, at der ikke er en handling i bogen, så giver det hele egentlig meget god mening til sidst.

Det skønne ved Dræb ikke en sangfugl er, at symbolikken er tydelig, men langt fra tyk. Den er  på et niveau, hvor alle kan være med, vil jeg mene. Det er sådan en bog, som man gerne vil have mere af. Men så er det jo særdeles heldigt, at der netop er kommet en toer. Og den har jeg helt sikkert tænkt mig at læse. Så mon ikke der inden for et par måneder kommer et indlæg her på bloggen…

Harper Lee: Dræb ikke en sangfugl (1960/2015), Lindhardt og Ringhof, 366 sider