Hvor intet bryder vinden

Jeg har det lidt blandet med Leonora Christina Skovs nyeste roman Hvor intet bryder vinden. På den ene side slugte jeg den – læste det meste af den på en weekend. Men på den anden side var der noget irriterende ved den…

Lidt om handlingen: Syv kreative typer samles på en øde ø i Vesterhavet, fordi de er blevet tilbudt et gratis ophold, hvor de kan fordybe sig i deres kunst. De har hver deres forskellige issues, som påvirker dem. Da de ankommer, synes de fleste, at der er noget underligt og ubehageligt ved øen. De skal tilmed bo i et glashus, hvor de kan se ind på hinandens værelser (med mindre de trækker gardinerne for). De syv personer er ikke ligefrem venligtsindede overfor hinanden, og pludselig forsvinder en af dem. En anden falder i døden. Og så må jeg hellere stoppe med at komme med flere spoilers.

Okay, først det positive. Bogen er en pageturner – lad det være sagt med det samme. Det viser sig, at de syv personers liv på forskellige måder er flettet sammen, og som læser må man bare læse videre for at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen. På den måde er romanen virkelig godt skruet sammen, for man får stille og rolig serveret nogle tilfredsstillende godbidder. Hvert kapitel ses fra de forskellige personers synsvinkel, hvilket også er ganske underholdende, samtidig med at man bliver klogere på de enkelte personers motiver og bevæggrunde. Så langt så godt.

Men jeg blev altså lidt irriteret, mens jeg læste. For på en eller anden måde virker den bare helt vildt urealistisk. Ja, det er en roman, så hvem har sagt, at den skal være realistisk? Fx henvises der til rigtige steder (bortset fra øen Stormø, hvor begivenhederne finder sted, og som mig bekendt er fiktiv). Når der henvises til virkelige steder, vil jeg personligt også gerne have noget, der virker mere troværdigt. Jeg synes fx, at karaktererne i bogen er ret utroværdige: De er alt for karikerede, efter min mening er for stor en del af dem alt for usympatiske, og så er de unaturligt mistænksomme overfor hinanden. På den måde savnede jeg lidt flere nuancer. Og så er der også nogle plothuller, hvor jeg tænker: ”Hvis det var mig, ville jeg da lige undersøge den sag nærmere”, men det er der åbenbart ingen af vores hovedpersoner, der gør. Det er lidt langt ude…

Noget andet er, at man få serveret hele forklaringen til sidst – om den så er tilfredsstillende eller ej vil jeg ikke komme ind på – men jeg synes godt, at Leonora Christina Skov kunne have overladt en anelse mere til læserne. Det får romanen til at virke ret konstrueret, og det er jeg generelt ikke så meget til, men hver sin smag…

Nå, men med forbillede i sandwichmodellen vil jeg slutte af med endnu et positivt indspark: Det er altså en super spændende og velskrevet bog, og det er virkelig god underholdning – perfekt til ferien, togturen eller en dag på stranden. Og jeg lyver måske en smule, når jeg siger, at Leonora Christina Skov ikke overlader meget fortolkning til læserne, for i virkeligheden gad jeg godt diskutere den med min læseklub. Det er i min verden et kompliment.

Men altså alt i alt – en roman jeg slugte, men som jeg samtidig havde det lidt blandet med.

Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden (2015), Politikens Forlag, 358 sider