Sæt en vagtpost ud

I sommeren fik jeg gjort som mange andre og læst Harper Lees klassiker Dræb ikke en sangfugl. Den var jeg ret begejstret for, så derfor var jeg selvfølgelig nødt til også at anskaffe mig Sæt en vagtpost ud, som for nylig blev udgivet efter at have ligget i en bankboks i over 50 år.

Bogen var naturligvis ekstremt hypet, for Dræb ikke en sangfugl er både meget berømt og samtidig forfatterens eneste bog – det skaber i sig selv en vis spænding, at der pludselig er fundet en toer til sådan et one hit wonder. Forfatteren er nu 89 og blind og døv, og i mange år sagde hun, at hun ikke ville skrive flere bøger. Der spekuleres derfor i, om hun er blevet manipuleret til at udgive den. Hvorom alting er, er bogen ude nu og har været det i et par måneder.

Men er den så lige så god som etteren? Først lidt om handlingen.

Scout Finch er blevet en ung kvinde i 20’erne og lystrer nu sit rette navn Jean Louise. Hun bor i New York, men er vendt tilbage til Sydstaterne til barndomsbyen og ungdomskæresten på sommerferie. De 287 sider udspiller sig over ganske få dage – dog med en masse tilbageblik på barndommen. Lidt for mange tilbageblik, hvis du spørger mig, for jeg kan ikke helt se, hvad de skal til for.

Dræb ikke en sangfugl blev berømt for faderen Atticus’ forsvar af en uskyldig sort mand, der blev dømt for at have voldtaget en hvid kvinde. Her 20 år senere finder Jean Louise nu ud af, at hendes far ikke er den idealist, som hun altid har anset ham for at være. Handlingen foregår i 50’erne – et tidspunkt, hvor raceuroligheder ulmer i sydstaterne. Og netop racer – sorte og hvide – er et spørgsmål der optager meget af bogen (jeg blev desværre for sent opmærksom på, at en række noter på de sidste sider forklarer en række aktuelle begivenheder på daværende tidspunkt - det havde været rart nok at slå op i undervejs).

I virkeligheden er det nok Jean Louise, der er idealisten. Derfor bliver hun voldsomt rystet, skuffet og chokeret, da hun finder ud af, at hendes far ikke på samme måde som hun ser sorte og hvide som ligeværdige. Jeg vil ikke afsløre for meget, men jeg vil vove at påstå, at Sæt en vagtpost ud måske ikke handler så meget om racisme – jo, selvfølgelig gør den det – men den handler lige så i høj grad om at vende hjem, se på ens barndom med nye øjne og opdage, at ens forældre også bare er mennesker. Er det måske i virkeligheden ikke det, der sker, når man bliver voksen? At man opdager, at ens forældre også bare er mennesker…

Er Sæt en vagtpost ud så bedre end Dræb ikke en sangfugl? Jeg mener det ikke. Hvor Dræb ikke en sangfugl virkelig var gennembearbejdet og ordene flød i en lind, fin strøm, føles Sæt en vagtpost ud knap så gennemarbejdet. Den første halvdel af bogen føles rodet at læse, og jeg skulle koncentrere mig unødigt. I sidste halvdel af bogen hjælper det på det – måske fordi det er meget mere på spil her. Men hvem ved, måske var det netop derfor, Harper Lee i mange år sagde, at hun ikke ville skrive flere bøger – fordi hun vidste, at det ville blive mere end svært at lave en opfølger til etteren.

Alligevel vil jeg opfordre alle til også at læse Sæt en vagtpost ud. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg gjorde det.

Harper Lee: Sæt en vagtpost ud (2015), Lindhardt og Ringhof, 294 sider