søndag den 22. november 2015

Den beskidte krig i Argentina


Så er det tid til endnu en post-boganmeldelse fra Sydamerika! Denne gang er vi nået til Argentina.

I sommer havde jeg besøg af en veninde, der havde været så betænksom at gå i en antikvarboghandel for at opstøve Ministeriet for Specielle Anliggender af Nathan Englander til mig. Jeg kendte ikke bogen i forvejen, men Anne mente, at det var noget for mig givet mine rejseplaner. Hun har selv rejst rundt i Argentina og har derfor læst den, og Ministeriet for Specielle Anliggender fortæller om et af de mørkere kapitler i Argentinas historie, nemlig militærdiktaturet og ”The dirty war”.



Jeg må indrømme, at jeg knap nok vidste, at Argentina havde haft et militærdiktatur – jeg havde mere styr på Pinochet i Chile – men også Argentina var et diktatur fra 1976 til 1983. I den periode forsvandt der op mod 30.000 mennesker, hvoraf mange blev tortureret og slået ihjel, blandt andet ved at blive kastet nøgne ud fra fly over Atlanterhavet og Rio de la Plata. I samme periode blev små babyer kidnappet fra unge kvindelige modstandere af diktaturet og bortadopteret til støtter af regimet. Det opgør er stadig i gang, og børn og bedsteforældre leder efter hinanden den dag i dag.

Ministeriet for Specielle Anliggender handler om ægteparret Kaddish og Lillian, hvis søn Pato forsvinder. Kaddish er typen, som hutler sig gennem tilværelsen, mens Lillian mere virker som en ordentlig kvinde, hvis eneste svaghed er, at hun elsker Kaddish. Da Pato forsvinder, griber Kaddish og Lillian sagen an på vidt forskellig måde. Lillian opsøger Ministeriet for Specielle Anliggender, hvor andre ængstelige forældre forsøger at finde svar om deres børn. Bureaukratiet er væmmeligt, hæsligt og kender ingen grænser for, hvordan man udsætter betjeningen af borgerne. Det er et system bygget op på en måde, hvor hverken Lillian eller nogen af de andre i køen kan vinde, og minimale håb tændes for konstant at blive slukket igen.

Det gør Ministeriet for Specielle Anliggender til en uhyggelig bog, som kan anbefales til enhver, der gerne vil blive klogere på – og gyse over – et diktaturs måde at behandle sine borgere på.

Det tæller dog ned, at historien er temmeligt rodet fortalt. Jeg havde ofte fornemmelsen af, at jeg var kommet til at springe et par sætninger eller sider over, for det er som om, skrivestilen bare ikke rigtig flyder. Om der er tale om en rigtig dårlig oversættelse, skal jeg ikke kunne sige, men den var lidt klodset at komme igennem trods det spændende emne.

Men når det er sagt, så er der bare et eller andet ved at læse en bog, der foregår i en fremmed by, mens man selv er der - i dette tilfælde Buenos Aires! At læse om de brede boulevarder, Recoletta-kirkegården og Boca Juniors, mens man oplever byen, gør, at man lige oplever byen lidt mere. Og når emnet så samtidig er så interessant, at man tager sig selv i at google sig til mere viden om Den beskidte krig, har bogen vist tjent sit formål med at oplyse om en mørk periode i landets historie.

Tak til Anne for den øjenåbner!

-
Nathan Englander: Ministeriet for Specielle Anliggender (2007), Borgen, 416 sider

Ingen kommentarer:

Send en kommentar