Bogomslag - lidt ekstra

Da vi i min bogklub for nogle måneder siden havde besøg af en ph.d.-studerende, der undersøgte, hvordan vi reagerer på bogens omslag – tekst, billeder osv. (vi læste Hun er vred), inspirerede det mig til at kigge lidt på mine egne bøger. Nogle bøger er jo bare super lækre at have i hånden – og indbydende, når de står på hylden hos boghandleren – mens andre er mere, tjah, almindelige.

Jeg har bemærket, at det er som om, der de senere år er blevet gjort mere ud af bøgers omslag. Måske fordi de fysiske bøger skal konkurrere med e-bøger. Eller måske fordi bøger også skal konkurrere med fx sociale medier som vores foretrukne tidsfordriv (det er i hvert fald ofte en fælde, jeg selv ryger i). Så er det er som om, forlagene kæler lidt mere for bøgernes udseende, så vi, der stadig sværger til papirbøger, får lidt ekstra med.

Efter vores snak med ph.d.’en gik det op for mig, at jeg faktisk heller ikke er helt ligeglad med, hvilke bøger jeg har stående.

Jeg er fx ret glad for, at jeg har Jakob Ejersbos 1. udgaver af Afrika-triologien. De er lavet i lækkert genbrugsagtigt materiale, som er anderledes end almindelige bøger. Det er måske federe at sidde med en hardback i hånden, men der er noget fedt over de her bøger. De efterfølgende udgaver ser anderledes ud – de er i hardback i et andet materiale, men de er på ingen måde lige så lækre som de første. Nå ja, så skal jeg da indrømme, at jeg er så meget en nørd, at jeg synes, det er fedt at eje en førsteudgave af en bog, der har vist sig at blive så massiv en succes, at den er trykt i rigtig mange oplag.

På samme måde har jeg det med Haruki Murakamis 1Q84-triologi. Førsteudgaven har et fint transparent smudsbind, som gør den anderledes end almindelige bøger. Den er også udkommet i en billigbogsudgave og for nylig i en ny hardback-udgave, som faktisk også er ganske fin – meeeeen altså ikke helt lige så lækker som den første.

Nok om førsteudgavesnørderier. Der findes også masser af andre fine bøger, som skiller sig ud på den ene eller anden måde i min bogreol.

Fx er der bøger med blingbling. Caspar Colling Nielsens (1. udgave) af Den danske borgerkrig er et godt eksempel på det – her er der guld på forsiden, så den skiller sig ud fra de andre bøger hos boghandleren.

Der er også de lidt sjovere, hvor der er leget med titlen. Fx Søren Ulrik Thomsens meget udmærkede digtsamling Rystet spejl, som forestiller et spejl (ja, det er mig, man kan ane på billedet). Opfindsomt og specielt, uden det bliver en kliché.

Så er der også seriebøgerne. Jeg synes, at Rosinante er sluppet rigtig godt fra sin klassikerserie, hvor alle bøgerne er layoutet over samme tema, men i forskellige farver og med forskellige små motiver. Det er enkelt – men det giver mig lyst til at anskaffe mig flere klassikere i serien.

Et andet eksempel på klassikere i det samme format er hos Karen Blixen, hvor bøgerne er layoutet ens på ryggen og i samme stil på forsiden. Den røde farve får dem dog til at minde om Gyldendals røde ordbøger, men jeg kan godt lide det.

Der er også de mere autentisk udseende bøger, der er layoutet som en kinabog. Egentlig har jeg altid syntes, at kinabøger var meget kedelige i udseende, men her bliver der alligevel leget lidt med formen – Suzanne Brøggers Sølve har sjovt nok sølvfarvede hjørner, mens Erlend Loe var valgt at gøre Muleum til en lille bog, som er nem at have med i tasken.

Noget af det vigtigste for bøger er vel, at de har en flot ryg, som gør dem nemme at genkende – men som samtidig også tilfører bogreolen noget forskellighed. Og det er jo trods alt bøgernes rygge, man kigger mest på, når man er færdig med at læse dem. Her er et udsnit af nogle af de bøger, som jeg synes har en ret fin ryg: Ghimamanda Ngozi Adichies Americanah synes jeg er super flot med den klare blå farve og den røde skrift, der springer frem. Morten Ramslands Sumobrødre er fin med sin gule ryg og minimalistiske skrift, og Haruki Murakamis guldryg på Mænd uden kvinder giver i sig selv lidt spræl og lækkerhed til bogreolen. Og så er der Naja Maria Aidt og Mathilde Walter Clark, som begge kører en sort-hvid-stil med en pangfarve til. Det fungerer ret godt.

Jeg kunne nævne mange andre, men jeg skal jo stoppe et sted. Men næste gang, du besøger en boghandler, så prøv lige at lægge mærke til, hvordan bøgerne ser ud. Jeg vil i hvert fald hævde, at der bliver gjort mere ud af dem i dag, end der blev for bare ti år siden.

PS. Jeg kan selvfølgelig anbefale alle bøgerne – lige bortset fra Murakamis Mænd uden kvinder, som jeg stadig mangler at få læst samt Karen Blixen-bøgerne, hvor jeg kun har fået læst Den afrikanske Farm.