Daniel Dencik: Grand danois

Jeg har ikke før læst noget af Daniel Dencik, men da jeg faldt over en meget rosende anmeldelse i Politiken, besluttede jeg mig for, at novellesamlingen Grand Danois skulle være en del af mit sommerpensum. Det var en god beslutning.

Den røg med i tasken, da jeg for to uger siden fik sommerferie og tog til Ystad på spaophold med min kæreste. Sådan en lille nem novellesamling på 173 sider er perfekt til den slags. Novellerne er af overkommelig længde og passer lige til en lille pause på værelset eller til en panoramaudsigt ud over Østersøen (ja, det var en skøn tur, og Ystad Saltsjöbadet kan anbefales til alle med hang til luksus og badekåber!). At jeg så samtidig havde glemt min oplader til min telefon betød, at jeg ikke faldt i SoMe-fælden, men i stedet brugte de små pauser med en bog i hånden – sådan som det i virkeligheden altid burde være.

Jeg fik tilfældigvis fat i en signeret udgave, da jeg købte bogen. På første side har forfatteren skrevet ”Nogle gange bliver det hele bare lidt for sørgeligt”. I øvrigt et citat, der går igen i en af novellerne. Der er også noget sørgeligt over novellerne – ikke at det er noveller forbundet med store tab, som vi kender dem, når fx et nært familiemedlem dør, eller man havner i en livskrise som arbejdsløshed, sygdom eller andet. Det er en anden form for ensomhed – at de mandlige hovedpersoner er øer, der ikke er forbundet med andre, men på en måde helt alene.

En af mine favoritter i novellesamlingen er novellen Hansen, der handler om en lille dreng, hvis far (der hedder Hansen til efternavn) han ikke har kontakt med, men som troligt skriver breve til ham og altid finder hans adresse, selv om de flytter. Hans mor får en ny mand, der også hedder Hansen, men denne Hansen vil gerne bestemme og har nogle lidt specielle ideer om opdragelse. Jeg vil ikke røbe mere, men denne novelle er – i modsætning til nogle af de andre – fuld af håb.

En anden novelle, jeg også godt kunne lide, var Fredens park, der handler om en mand, der netop er kommet hjem fra Doha med underskrevne skilsmissepapirer. Som blind passager i tastaturet er en lille myre, som han fatter sympati for og får lyst til at beskytte. Der er noget tragikomisk og deprimerende over det – og samtidig noget genkendeligt. Kan man virkelig få sig selv til at slå en lille myre, der har rejst med den lange vej fra Doha, ihjel? Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne.

Ofte synes jeg, at novellesamlinger er en blandet fornøjelse. Bedst som man er kommet i gang med historien, slutter den. Sådan er Grand Danios ikke. På den måde er det fine små afsluttede fortællinger i et let og ubesværet sprog, og selv om de vel nok giver lyst til at vide mere om, hvordan det vil gå hovedpersonerne, er de alligevel perfekt afsluttet. Og når man først er begyndt på en novelle, er man nødt til at læse den færdig. Det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg læser noget af Daniel Dencik.

Daniel Dencik: Grand Danois (2016), Gyldendal, 173 sider

-

Og så slutter vi lige af med den skønne udsigt, som nogle af novellerne konkurrerede med: