tirsdag den 12. maj 2015

Et godt hjem til bøgerne


Jeg har i flere år drømt om at have en hel væg fyldt med alle mine bøger. Min kæreste Jeppe har også for vane at købe bøger, så vi har efterhånden akkumuleret en del bøger. Heldigvis har vi ret forskellig smag, så der er overraskende få dubletter i vores samling.

Men alle disse fine bøger skal jo have et sted at bo, for jeg nægter at gemme dem væk. Bøger giver hygge og personlighed i et hjem. Så da vi for et år siden købte en dejlig lejlighed, var udsigten til at få bygget en hel bogvæg pludselig realistisk.

Jeppes far Preben er efterlønner og lidt af en handymand. Nogle gange låner ham og hans kone Jette vores lejlighed, når vi er ude og rejse, og når vi kommer hjem, er alle mulige småting altid fikset. De er med andre ord fantastiske gæster. Så jeg havde udset ham som chefarkitekt og entreprenør på projektet.

Jeg sagde: ”Preben, jeg har en opgave til dig. Jeg har altid drømt om en stor indbygget bogreol, der fylder en hel væg. Kan du hjælpe mig med at bygge en?”

Det kunne Preben godt. Han tog udfordringen op og kastede sig over opgaven, som viste sig at være ret omfattende. Reolen er bygget af lodrette planker, der er limet sammen og malet, mens hylderne er hvidmalede standard træhylder fra IKEA.

Der bliver målt og malet hjemme i Preben og Jettes have


Reolen er fuldstændig hjemmedesignet, og vores ønske var, at der skulle være skabe i bunden til alt det, vi gerne vil gemme væk, som fx cd’er, dvd’er, spil og julepynt. Der skulle også være plads til et fjernsyn, nips og Jeppes elskede digeredoo fra dengang han studerede i Australien.

Preben har selv designet de enkle greb på skydelågerne, og han har stået hjemme i sin have og malet hele molevitten (Jette sendte billeder af arbejdet undervejs). Så alt var klar til at blive samlet, da han pakkede traileren med værktøj, træ, rundsav og en dyne til overnatningen.

Far og søn bygger reol. Det blev en anelse mere kompleks, 
for sådan en gammel lejlighed er ikke helt lige.


To dage tog det ham og Jeppe at samle det hele, og resultatet er fantastisk! Hurra for søde svigerfædre, der gider hjælpe med at opfylde ens drømme – og tilmed synes, det er sjovt undervejs!

Et styks færdig reol, som jeg hver dag nyder synet af.


I morgen stikker Jeppe og jeg af sted til Paris, og gæt, hvem der kommer og fikser flere ting til lejligheden? Jep, det gør Preben. Denne gang medbringer han et hjemmebygget minihøjbed til vores altan, så vi kan dyrke vores egne radiser og gulerødder! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar