I
overmorgen er det præcis tre måneder siden, jeg havde den dejlige oplevelse at
blive faster for første gang. Barnet er nok den sødeste baby i Danmark, det er
klart.
For
præcis en måned siden blev barnet så døbt – Mikkel blev hans navn – og jeg
sagde det til præsten, for jeg havde den store ære at være gudmor og fadder for
lille Mikkel.
Et dåbsbarn
skal selvfølgelig have en gave. Og jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget
bedre end at udstyre ham med en gave for livet – nemlig eventyrene fra en vis
herre, der blev født præcis 210 år og tre dage før Mikkels dåb: H.C. Andersen
Da
barnets far (min storebror) og jeg var børn, læste vores mor masser af H.C.
Andersen-eventyr højt for os. Det var altid min brors bog, vi læste i. Han fik
nemlig en bog med H.C. Andersens eventyr i dåbsgave, hvilket jeg ikke gjorde,
og jeg var hele min barndom ret misundelig på, at han havde den bog. Derfor
anskaffede jeg den til mig selv som voksen, for en ordentlig bogreol skal altså
have Danmarks nationalforfatter nummer 1 på hylden.
Jeg elskede
eventyrene, da jeg var barn – og gør det såmænd stadig. Det er også derfor, jeg
til alle de børn, jeg har været til barnedåb hos, har givet netop den
eventyrbog. Jeg er så gammeldags, at jeg har nogle helt faste holdninger til,
hvilken litteratur der bør indgå i en ordentlig barndom, og det er helt klart
eventyrene af H.C. Andersen. Og fordi jeg hele min barndom var ærgerlig over,
at jeg ikke også havde en bog, så kommer små søskende også til at få den, selv
om jeg måske allerede har givet den til deres ældre søskende (så ved I det,
venner, hvis I læser med – men det vidste I jo egentlig nok allerede).
Det fine
ved eventyrene er, at de ikke er de klassiske forudsigelige eventyr med en
prins, en prinsesse, tre et-eller-andet, de levede lykkeligt og alt det der.
Jeg kan faktisk kun komme i tanke om Prinsessen
på ærten og Klodshans, hvad den
opskrift angår. Det er jo ikke engang alle eventyrene, der ender godt. Tag nu
fx Den lille havfrue, som jo ender
ulykkeligt. Hun får jo IKKE prinsen, men bliver til havskum på vandet - alt for
kontroversielt for Disney! (Sidebemærkning: I gymnasiet læste vi Den lille havfrue, og nogle disney-fikserede
piger i min klasse fik overbevist vores dansklærer om, at vi skulle se
tegnefilmen. Hvorfor i alverden vi skulle spilde tid på det barnlige bras er
mig stadig en gåde! Men jeg er så heller ikke den store Disney-fan…)
Det var
dog en mindre poetisk historie, der fangede min brors og min opmærksomhed, da
vi var små. Lille Claus og Store Claus
var den historie, min mor igen og igen skulle læse for os. Hun har senere sagt,
at hun altid undrede sig over, at vi var så vilde med den, for den er faktisk
ret morbid. Og det har hun egentlig helt ret i. For Lille Claus (som man jo
holder med, forstås), formår at tjene penge på sine døde heste og sin gamle
bedstemor. Han snyder, så det driver! Og han ender med at slå Store Claus
ihjel! Det er ikke særligt børnevenligt! Jeg ved ikke, hvorfor vi var så vilde
med den historie – måske fordi lille Claus ikke havde så meget ud over sin
snilde og sit gode humør, trods sin position som underdog i forhold til Store
Claus. Og så narrer den kloge som bekendt den mindre kloge…
Fyrtøjet var også en af de historier, vi
ofte fik læst højt, det samme var Den
lille havfrue, Den grimme ælling, Prinsessen
på ærten, Kejserens nye klæder og
mange andre.
Det
siges, at når børn får læst højt som små, får de et meget større ordforråd. Det
tror jeg er rigtigt. Min mor har altid sagt, at netop H.C. Andersens eventyr er
gode til at udvide børns ordforråd. Hvor i alverden støder man ellers på ord
som tornyster og galocher? Jeg kommer i hvert fald til at læse masser af
eventyr højt, hvis jeg en dag får børn. Og jeg håber inderligt, at forældrene
til de børn, der har fået bogen i dåbsgave, gør det samme.
H.C.
Andersen: Samlede Eventyr og Historier,
Høst & Søn, 1030 sider
Ingen kommentarer:
Send en kommentar