Tove Ditlevsen: Jeg ville være enke og jeg ville være digter

Tove Ditlevsen er lidt af et hul i min litterære viden. Hun har for mig altid stået som den melankolske type – og noget med noget ulykkelig kærlighed. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for jeg har kun læst ganske lidt af hende. Jeg læste for mange år siden Man gjorde et barn fortræd, og jeg kan ikke huske noget som helst fra bogen – udover at jeg kedede mig lidt.

Så jeg ved egentlig ikke, hvad jeg forventede, da vi i bogklubben blev enige om, at vi skulle læse den helt nye udgivelse med Tove Ditlevsens tekster Jeg ville være enke og jeg ville være digter.

Men nu ved jeg, at hun var meget andet end småkedelig melankoli. For damen havde bid!

Bogen er en kombination af essays og brevkasser. Tove Ditlevsen bestyrede nemlig en brevkasse i sin tid. Og det er en brevkasserne fra dengang kvinderne gik hjemme, og manden gik på arbejde. I et af de mere underholdende essays får Tove også nok af de mange spørgsmål, og hun deler de forskellige læsere ind i grupper, fx alfabetpigerne og drankerkonerne. Det er egentlig lidt vildt at tænke på, at hun havde en brevkasse. For hun begik som bekendt selvmord, og hun røg ind og ud af sindssygehospitalet. Ville man sætte sådan en kvinde til at besvare spørgsmål i en brevkasse i dag? Næppe!

Ikke desto mindre er det nogle geniale svar, hun giver! Og hun er ikke bange for at sætte folk lidt på plads – fx får den unge kvinde, der er løs på tråden, klar besked om, at hun er barnlig og har ”hårrejsende” mange stavefejl! Jeg er især vild med disse brevkasser, og der måtte gerne have været flere af dem.

I hendes essays er der dog også masser af bid, sarkasme og galgenhumor. Hun fortæller om, hvordan hun på et tidspunkt besluttede sig for at gå i hundene. Hun skildrer opvasken og alle de gange, kvinderne har lyst til at skride fra opvasken – men så står der jo bare en ny kvinde klar til at tage opvasken. Og hun fortæller om det at være barn og sove i forældrenes soveværelse og vise, at man er vågen med et lille host, når far har ”mareridt” (læs: når forældrene har sex). Der er masser af humor, og mit billede af Tove Ditlevsen som den meget melankolske type er virkelig blevet nuanceret.

Man skal selvfølgelig ikke tage fejl – teksterne er fra hendes sidste år, inden hun begik selvmord, og således er der også en klumme, hvor hun beskrive et selvmordforsøg.

Sidste ting, jeg lige vil nævne som et smukt prik over i’et er jo, at der er billeder i bogen! Billeder er af Tove Ditlevsen, og på næste side er der fortolkninger af Sort Samvittighed. Fortolkningerne er lidt uhyggelige og til tider groteske, men de passer utroligt godt til teksterne – især dem, hvor Tove Ditlevsen er fremstillet som en idyllisk husmor! Det får man i hvert fald ikke ligefrem indtryk af, at hun var, når man læser hendes tekster.

Jeg var meget begejstret – og mon ikke en veninde eller to kan regne med at få den i gave til deres næste fødselsdag? Det tror jeg nok!

Tove Ditlevsen: Jeg ville være enke og jeg ville være digter (2015), redigeret af Olga Ravn, Gyldendal, 190 sider.